De fleste feriedanskere kan nikke genkendende til navnet ”Piz Buin” som et af de solbeskyttelses-produkter, vi smører os ind i, når vi nyder sommeren sydpå, eller når det hjemlige klima viser sig fra sin smukkeste side. 

Og som globalt lead agency for Piz Buin siden 2010 er det danske reklamebureau Advance netop i disse måneder med til at skabe et nyt og digitalt marketing-mindset for brandet.

Gennem de seneste seks måneder har brandet således været i gang med at flytte fokus væk fra den traditionelle kampagne- og broadcast-tilgang til en mere digitalt funderet always on-tankegang, hvor influencer marketing, content og opbygningen af brandambassadører er centrale elementer.

Kan nå nye målgrupper

Den nye strategi fra Piz Buin-brandets side manifesterer sig i disse dage, hvor Advance har et team – anført af Gavin Mulligan, der er kreativ lead på Johnson & Johnson – på ”content shoot” i Costa Rica.

Med på shootet er otte bloggere fra forskellige lande, hvis oplevelser man følger på rejsen.

– Bloggerne spiller en central rolle i den kreative strategi, både som ansigt for brandet og i forhold til aktivering af indholdet. De giver os mulighed for at nå nye målgrupper, der ikke er vokset op med Piz Buin, fortæller Gavin Mulligan.

På shootet vil der blive genereret materiale til ikke færre end 45 forskellige stykker videoindhold, samt en større billedbank til aktivering på sociale platforme.

Stiller store krav

– Aktiveringen af den store mængde indhold er blevet nøje kortlagt i en content plan, der fungerer som guideline både for shootet og den efterfølgende aktivering af indholdet på lokale markeder, forklarer Tobias Høgsberg, der er kontaktdirektør hos Advance.

Og det er en tilgang, mange kan lære noget af, mener han:

– Det at være kontinuerligt tilstede og aktiv på tværs af platforme fylder mere og mere i de strategier, vi udarbejder for vores kunder. Vi bliver målt på vores evne til at engagere forbrugeren på en relevant måde i forskellige situationer og medier. Det stiller store krav både til forståelsen af kunderejsen og selvfølgelig måden, vi arbejder med produktionen af det indhold, der skal aktiveres.

Skabt efter alpin forbrænding

Navnet Piz Buin skyldes et 3.312 meter højt bjerg af samme navn, beliggende Alperne på grænsen mellem Østrig og Schweiz.

Netop det bjerg valgte en ung kemi-studerende ved navn Franz Greiter at kravle op på i 1938 med det resultat at han reddede sig en gevaldig solskoldning.

I de følgende år arbejdede han sammen med sin viv, der var skønhedsekspert, på at udvikle en form for solbeskyttelse, og i 1946 introducerede han sit første produkt på markedet med det meget passende navn Gletscher Crème – allerede da under brand-navnet Piz Buin.

Det var i øvrigt samme Franz Greiter, der i 60’erne begyndte at arbejde på faktor-systemet – beskyttelse mod de skadelige solstråler via filtre. De første faktor-produkter kom på markedet i 70’erne.