Ekstra Bladet er på mange måder den frækkeste hund i den danske mediebranche, men at det også er Danmarks suverænt største digitale medie slås meget illustrativt fast i en ny reklamekampagne målrettet danske marketingchefer.

Kampagnen rummer bl.a. printannoncer i danske marketingmedier og bannere på brancherelaterede sites som markedsforing.dk, bureaubiz.dk og mediawatch.dk.

I annoncerne er de normalt så kedelige grafer, som ofte viser sikkert interessante tal i uinspirerede rammer, erstattet af noget så umiddelbart afskyeligt – men bestemt opsigtsvækkende – som hundenosser i forskellige størrelser.

Eller en såkaldt Nossograf.

- Denne her kampagne ligger i kategorien blærerøvskampagner. Ekstra Bladet har ganske enkelt en helt unik position i Danmark på vores digitale platforme, siger udviklingschef Morten Blichmann fra Ekstra Bladet.

Rummer en sandhed?
Størrelsen på vore firbenede venners testikler i kampagnen er afgjort på baggrund af de seneste tal for webtrafikken for danske medier fra Gemius.

Derfor omfatter reklamekampagnen bl.a. en moppe – symbolet for Ekstra Bladet – der er så massivt udrustet, at det må være mere end smertefuldt, hvis ejeren insisterer på en omgang fetch.

- Vores konkurrenter laver traditionelle annoncer med kedelige grafer, når de skal illustrere, at de dækker godt i en bestemt målgruppe. Vi har valgt et sjovt og anderledes univers – også fordi Ekstra Bladet udover at være Danmarks suverænt største digitale medie rent faktisk har nosser og redaktionel kant, siger Morten Blichmann.

Kampagnen er udviklet i et samarbejde mellem bureauerne Mind Movers og undfreunde.