Som tidligere omtalt er Tivoli på vej i luften med et mobilspil, Tivoli Puzzle, der skal give brugerne mulighed for også at få en Tivoli-oplevelse, når de er online.

Formålet er at understøtte Tivoli som helårsvirksomhed og at markedsføre den gamle have i ind- og udland, og det er ingen lille satsning.

Tivoli oplyser i en pressemeddelelse, at der er investeret mere end fem millioner kroner i projektet, og at over 2.000 brugere på forhånd har meldt sig til at teste spillet, som har premiere på fredag.

Nicolai Elmqvist, CMO hos Pointvoucher, siger om det nye mobilspil:

- Tivoli er et verdenskendt brand, og vi har lagt al vores energi og kreativitet i at matche alt det, som folk forbinder med Haven og dens lange historie. Vi kan næsten ikke vente på at vise det færdige resultat frem. Spilfans kan godt glæde sig til et spilunivers, der indfanger den ægte Tivoli-sjæl, siger han.

Hos Tivoli ser Elisabeth Milton Hemmingsen, kommerciel direktør, også frem til lanceringen.

- Tivoli er en virksomhed, som både skal levere tradition og fornyelse. Vi kigger derfor hele tiden på initiativer, som kan understøtte os i at blive en helårsforretning. Med Tivoli Puzzle får vi endnu en mulighed for at flage med vores navn året rundt, ikke bare i Danmark, men også internationalt, og netop her ligger et stort potentiale, siger hun.

Lidt facts om spillet

Tivoli Puzzle er et såkaldt ”match 3-spil”, som f.eks. Candy Crush, hvor brugeren ud fra en række definerede kriterier skal flytte rundt på fx blomster, påfugle og veteranbiler.  Brugerne kan også spille sig gennem Fredagsrock, Den flyvende Kuffert og få en tur i 3-i-en forlystelsesnyheden Fatamorgana. Spillet er gratis at downloade, og man kan både spille gratis eller købe sig til ekstra spiloplevelser. Spillet integreres med et point- og online voucher-system, der gør det muligt for både danske og udenlandske brugere at opsamle points, der senere omveksles til værdikuponer, som kan indløses i Tivoli.

Facts om Pointvoucher

Det danske start-up Pointvoucher.com står bag en loyalitetsplatform og er en spil/apps producent. I samarbejde med brands som Tivoli lanceres digitale forretningsmodeller, hvor kundeoplevelsen i kombination med drive-to-shop er kernen. Den ene partner er Nicolai Elmqvist, tidl. co-founder og CEO hos Konstellation. Derudover består Pointvoucers af Flemming Viktor Andersen, der er hovedejer og founder, og Mathias Kryspin.