Hvordan gør man det ekstra nemt for især mænd at give deres ægtefæller eller kærester blomster til Valentinsdag?

Det gør man ved at tale til deres fodboldfornuft og omdøbe dagen til Christian Eriksendag. Det er i hvert fald, hvad Interflora Danmark har valgt at gøre.

– Selvom Valentinsdag hvert eneste år ligger på 14. februar og gennem de seneste fem år nærmest er eksploderet i antallet af solgte blomsterbuketter hos Interflora, så er det fortsat, sammenlignet med bl.a. Holland, Tyskland og i særdeleshed USA, en mere beskeden mærkedag sammenlignet med fx Mors dag, fortæller Søren Flemming Larsen, der er adm. direktør hos Interflora Danmark.

– Jeg kan faktisk godt forstå, at den hjertevarme dag midt i iskolde februar kan være svær at huske, og derfor har vi hos Interflora taget konsekvensen og omdøbt dagen.

– Langt de fleste, især mænd, husker uden problemer Christian Eriksens fødselsdag, som ligger på samme dato som Valentinsdag. Så hvad var mere oplagt end at omdøbe dagen til navnet på en, som alle kender?

Giv en Christian Eriksen-buket i stedet

Fænomenet har en forklaring. Metoder i memorering, eller husketeknik, viser nemlig, at man har lettere ved at huske et tal eller en dato, hvis man forbinder datoen med billeder eller figurer.

Udover at lægge navn til den kærlige dag, som oprindelig går flere hundrede år tilbage, så vil landholdsspilleren også lægge navn til en særlig buket med røde og hvide tulipaner. På den måde kan danske kvinder og mænd give en Christian Eriksenbuket til deres livs udkårne, og fejre både kærligheden – og fodbolden.

Og for at gøre det ekstra nemt at fejre kærligheden bliver det muligt at bestille en blomsterbuket, chokolade eller hvad ens bedre halvdel nu er mest til, helt frem til kl. 16 på Valentinsdag den 14. februar – og leveret af blomsterhandleren på selve dagen.

– Som det fremgår, så har vi forsøgt at gøre det nærmest umuligt at glemme at sende en hilsen til kæresten eller ægtefællen. Og skulle man ikke ønske at fejre sin kærlighed på den måde i år, så kan man jo altid sende Christian Eriksen en venlig fødselsdagstanke, slutter Søren Flemming Larsen.

Brandhouse er som sædvanlig bureauet bag og Mikkel Elung den kreative direktør. The Woerks er produktionsselskabet og Kristian Boysen er instruktøren.

Christian Eriksen-buketten kan købes på www.interflora.dk i perioden 7. til 14. februar, og du kan se en film om indsatsen her: