Når 30.000 danskere den 2. april griber en indsamlingsbøtte fra Kræftens Bekæmpelse og banker på hos 90 pct. af de danske husstande for at samle bidrag ind til kampen mod den frygtelige sygdom, sker det til akkompagnement af en ambitiøs og i alt fem en halv times lang liveudsendelse på Facebook.

- Som de første i Danmark – måske i verden? – vælger vi at samle hele vores SoMe-indsats omkring en så stor indsamling udelukkende i en Facebook LIVE, siger Jannick Blaksmark, Head of Social & Creative hos Kræftens Bekæmpelse.

Hvorfor gør I dog det?

- Det understøtter vores overordnede ambition om at skabe medfortællere på sociale medier. Det er de 30.000 indsamlere og potentielt set millioner af danskere, der åbner døren, som udgør grundstenen i vores LIVE-udsendelse. De er journalisterne, kameramændene og producenterne. Alle vi andre er bare fyld, fortsætter Jannick Blaksmark.

Kendte værter og youtubere

Der er med andre ord tale om en markant ”Brand til Broadcaster”-satsning, og der bliver plads til både sjov og alvor i den timelange udsendelse, som tre professionelle værter kommer til at stå i spidsen for.

Det drejer sig om Lisbeth Østergaard, et velkendt ansigt fra Go’ Morgen Danmark, som er vært i et studie i København, komikeren Geo, der selv har haft kræft og gennem flere år har været ambassadør for Kræftens Bekæmpelse, der kører rundt i landet, ligesom Mikkel Herforth, også kendt fra fx Go’ Morgen Danmark, der sendes på en indsamlingsmission i det ganske, danske land.

Står I selv for det hele?

- Nej, selve produktionen håndteres af Drive, der bl.a. står for tilrettelæggelse og indgår i et redaktionelt samarbejde med os om indhold og retning. Derudover har YouTube-netværket Splay hjulpet med adgang til YouTuberne LouLiving, Kristian Kulmbach og Morten Münster, der støtter op om eksperimentet, siger Jannick Blaksmark.

De går allerede i dag i gang med en ”battle”, hvor de hverver indsamlere til hver deres team.

- Basen er dog hverken de kendte værter, Kræftens Bekæmpelse eller YouTuberne, men de mange danskere, der er på gaden, og deres omkring 30.000 kameraer, som kommer til at feede historier hjem til os løbende, siger Jannick Blaksmark om den ambitiøse Facebook LIVE-satsning.

På Instagram stories vil Morten Nordstrøm tillige være indsamlernes dedikerede portrætfotograf, og han vil hele dagen fange de gode historier gennem billeder.  

Inspiration fra Bernie Sanders

Men hvorfor den markante SoMe-satsning og ikke noget helt andet?

- Landsindsamlingen er i den grad en begivenhed, der eksisterer i nuet, mens folk er på gaden og de mange indsamlingsbøtter tælles sammen. Det er denne nerve og aktualitet, vi skal samle sammen og gengive i vores eksperiment, og her er Facebook LIVE den helt rigtige platform, mener Jannick Blaksmark.

Han forklarer, at Kræftens Bekæmpelse forsøger at indfange den nerve, man fx kan mærke på en valgaften med resultaterne, der tikker ind løbende, og kombinere dette med den folkejournalistik og decentrale styring, som fx blev set i Bernie Sanders kampagnen ”#Feel the Bern”.

- Facebook kan med sin massive volumen og samtidige nærhed give os netop denne kombination. Det er i den grad et eksperiment for os, men vi har store forventninger om, at vi vil lykkes med at lave et digitalt samlingspunkt for en af landets største indsamlingsbegivenheder og at dette bliver møgspændende at følge med i, slutter Jannick Blaksmark.