Cresta Awards, en international, kreativ festival, der hylder idé og eksekvering, har fundet årets vindere, og ét enkelt dansk bureau var blandt dem.

Det drejer sig om reklame- og mediebureauet Nørgård Mikkelsen, der fik en bronzestatuette for kampagnen ”Stop volden, før det er for sent” udarbejdet for organisationen Danner.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER

Kampagnen, der blev hædret i kategorien ”Best use of Facebook”, består af fire korte film, der fortæller, at volden mod en kvinde gradvist bliver værre og værre, hvis der ikke reageres på opfordringerne i filmene.

– Vores nye kampagne går til kant og kan godt støde nogen. Budskabet er klart og tydeligt: Jo længere tid vold ignoreres, jo værre bliver det, forklarede Martin K. Ettrup, Senior Creative hos Nørgård Mikkelsen til Markedsføring om kampagnen i maj 2018.

– Vi har valgt Facebook som platform, så vi kan nå ud til en langt bredere målgruppe, end det normalt er muligt for en NGO via annoncer i blade og aviser. Desuden bruger vi retargetting, fordi det involverer folk i fortællingen, fortsatte han.

Cresta Award blev i år uddelt for 27. gang, og den helt store vinder blev det britiske reklamebureau AMW BBDO, der løb med hele fire Grand Prix’er for bureauets ”Viva La Vulva”-kampagne udarbejdet for Libresse/Bodyform, der også vandt fire gange guld i Craft-kategorierne.

Den anden store bureau-vinder med tre Grand Prix’er blev tyske Serviceplan/plan.net med sit Dot Mini-apparat udviklet til svagtseende. Det blev belønnet med toppriserne i begge Cresta Awards nye kategorier: ”Creative Technology”og ”The Future”. 

Lewis Blackwell, CEO for Cresta, oplyser i en pressemeddelelse, at årets kreative festival bød på ”fantastiske vinder-arbejder, hvor fremragende indsendelser kom ud på toppen, men at der også var mange virkelig interessante cases på shortlisterne”

- Vi har mange vindere, men det er ikke så omfattende, at man ikke kan sætte sig ned og gennemgå det seneste års bedste arbejder. Det er en god måde at få sine kreative standarder (Creative Standards, red.) fintunet på, hvilket netop er det ”Cresta” står for, siger han i meddelelsen.

Årets vindere blev fundet af en international jury bestående af over 90 kreative fra hele verden. Juryformand var Anna Qevennerstedt, Global Executive Chair & Copywriter hos Forsman Bodenfors.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER

Danmark har i øvrigt også tidligere gjort sig positivt bemærket ved Cresta Awards.

I 2013 vandt Midttrafik, Thomas Falkenberg og M2 Films ”Bussen” således sølv i kategorien ”Television”, mens McCanns ”Happy Flag” for Coca-Cola vandt bronze i kategorien ”Promotions & Incentives”.

I 2014 var McCann igen på podiet, denne gang for at tage imod en bronze for ”The Legends Return” for Universal Music DK. Også CZOO fik i 2014 en Cresta-bronze - i kategorien ”Annual Report” for ”Being Part of a Group” for Danish Crown.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER