Man kunne mene, at der lå et vist forventningspres på Magnus Mynderup-Bjørnshave og Thomas Jørgensen Parastatidis, da de i sommer blev håndplukket som nyt kreativt team på Robert/Boisen & Like-minded.

Flere af bureauets unge kreative har således en del priser i bagagen, men presset tyngede tydeligvis ikke de to: De har netop hentet guld hjem til Danmark – og det er tredje år i træk, at dén pris lander på danske hænder.

Konkurrencen og prisoverrækkelsen fandt i år sted i Polen og de nykårede danske guldvindere fortæller om aftenen i Warszawa:

- Det var helt vildt. Vi sad og lyttede til juryformandens beskrivelse af briefen på scenen lørdag aften, hvor priserne skulle uddeles, og de indsigter, vi havde bygget vores løsning på, blev ikke rigtig nævnt, siger Magnus Mynderup-Bjørnshave.

Thomas Jørgensen Parastatidis supplerer:

- Så efter at bronze og sølv var uddelt, lænede vi os faktisk bare afslappede tilbage og ventede på at guldvinderne skulle på scenen. Så vi blev noget paf, da vi pludselig blev kaldt op. 

Præsenterede løsning på scenen

De to unge danskere var forinden den gyldne overraskelse på scenen ”låst inde” i omkring 30 timer med en brief fra Greenpeace om CO2-udledning i Europa.

- Opgaven var at påvirke regeringer og beslutningstagere ved bl.a. at skabe underskriftindsamlinger for nedlæggelse af kulfyrede kraftværker, fortæller de to unge kreative, som i Eurobest-konkurrencen var oppe mod 22 teams fra i alt 15 lande.

Alle teams skulle – ud over at aflevere deres kampagne-forslag – også præsentere det på scenen foran juryen, bestående af fire personer: En fra Google, en fra Ogilvy, en fra TBWA – og en fra Greenpeace.

- Vi fokuserede meget på målgruppen, der var defineret som ”forældre”, og det kunne juryen åbenbart godt lide, lyder det fra de to prisvindere.

Stolthed på DMJX

Også på DMJX Kreativ Kommunikation kan man godt lide præstationen - de seneste tre års danske guldvindere kommer nemlig alle fra netop dén uddannelse.

- Jeg har aldrig før hørt, at et land tre år i træk løber med guldet i Integrated Young Creative Competition ved Eurobest, siger Jesper Hansen, der er faglig leder på Kreativ Kommunikation, og tilføjer:

- Så vi er bare stolte og glade for, at Creative Circle igen og igen vælger vores studerende til at repræsentere Danmark, når flaget skal vises internationalt. 

- For vi leverer jo løbende varen til branchen i form af dygtige unge, kreative problemløsere.

Bureau har cherry picking-politik

Magnus Mynderup-Bjørnshave og Thomas Jørgensen Parastatidis blev hentet ind til Robert/Boisen & Like-minded i sommer – direkte fra DMJX Kreativ Kommunikation.

Dermed blev de to kollegaer med Klara Vilshammer og Christoffer Boas, der vandt guld ved Eurobest i 2016, og med Eva Ebbensgaard, der sammen med sin daværende makker Mads Schmidt vandt samme stykke ædelmetal ved sidste års konkurrence.   

For ikke at nævne Frederik Voetmann og Niklas Hultquist, der var kreative på sidste års AEA-Grand Prix-vinder, Spritstiv Speeddate

Og som Søren Christensen, partner i Robert/Boisen & Like-minded, sagde til Markedsføring, da Magnus Mynderup-Bjørnshave og Thomas Jørgensen Parastatidis blev ansat i sommer:

- Det er vores erklærede strategi at rekruttere de allerdygtigste unge. Det har været en succesfuld formel for os længe.

Og blev Magnus Mynderup-Bjørnshave og Thomas Jørgensen Parastatidis så fejret, da de kom ind på bureauet her til morgen?

- Dét gjorde vi – med klapsalver, kram og wienerbrød, lyder det fra de to nyslåede danske guldvindere.