25.000 gode danske kroner. Det er, hvad vinderen af den nystiftede Commercial Excellence-pris, som Dansk Markedsføring står bag, kan stikke i lommen. 

- Vi ønsker at knytte tættere bånd til de studerende, vi ønsker at hylde talenterne - og vi ønsker at anerkende det strategiske købmandsskab, siger Jens Thrane-Møller, der er medlem af Dansk Markedsførings repræsentantskab.

Han tilføjer: 

- Marketing sætter sig i stigende grad på den kommercielle agenda, og det er helt oplagt for os som forening at gå ind og understøtte det med denne pris. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Det er ønsket om at sætte fokus på værdiskabende markedsføring, der er den drivende kraft bag den nye pris. Samtidig spiller uddannelsesinstitutionerne vigtige roller, da prisen skal uddeles til det ”bedste speciale” på cand.merc- og HD-uddannelserne.

Senere kan andre uddannelsesretninger komme i spil. 

- Vi går i luften med CBS og Aarhus BS, men på sigt er det meningen, at andre skal med også. Vi har kun en interesse i at få prisen bredt ud, siger Jens Thrane-Møller, der oplyser, at man arbejder på at få kommercielle partnere med ombord også, da formålet med prisen også at koble studerende og virksomheder tættere sammen. 

Fortjener opmærksomhed 

Alle, der skriver speciale inden for ”Commercial Excellence” og som beskæftiger sig med, hvordan markedsføring kan skabe toplinjevækst for ”virksomheder, erhvervsliv eller samfundet som helhed” kan deltage i kam- pen om prisen. 

- Det handler om, at vi gerne vil italesætte den kommercielle agenda. Marketings rolle i virksomhederne bliver vigtigere og vigtigere. Og det fortjener mere opmærksomhed, siger Kristian Krapper, der er medlem af Dansk Markedsførings repræsentantskab, og som har spillet en nøglerolle i arbejdet med den nye pris. 

Han oplyser, at når man tilmelder sig, får man automatisk og helt gratis et års digitalt medlemskab af Dansk Markedsføring. Så allerede fra begyndelsen er der konkret værdi for de unge.

Penge på spil 

1. pladsen er som nævnt 25.000 kroner værd, mens 2. og 3. pladsen er 10.000 kroner værd. Det bliver en jury bestående af mellem tre og fem medlemmer af Dansk Markedsførings repræsentantskab, som udnævner vinderen. 

- Der vil være et udskillelsesløb blandt de indstillede. For at komme i betragtning til prisen skal man sende et executive summary af sit speciale og have opnået karakteren 10 eller 12. Dernæst bliver de, der er tilbage, vurderet af juryen, som vil have fokus på for eksempel vækst, effekt og kommercielle tiltag, siger Kristian Krapper. 

Vinderen bliver kåret i forbindelse med et arrangement i oktober eller november. De første tilmeldinger til den nye pris er allerede modtaget. 

Prisen har også fået egen hjemmeside - commercialexcellenceprisen.dk - hvor man kan læse meget mere. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.