Reklamekampagnen ”Leth at elske” som Citroën lancerede sidste år - signeret reklamebureauet Kunde & Co og med den mangeårige Tour de France-ekspert Jørgen Leth i front - har fået en del kritik undervejs.

Men den primært TV-bårne kampagne viste sig at være særdeles effektiv, og nu har kampagnen vundet marketing-prisen ved bilbranchens eget awardshow - Auto Awards.

Citroën-kampagnen vandt i konkurrence med fire andre nominerede kampagner i kategorien, og prisen blev overrakt af ingen ringere end motorsportens grand old man himself, Thorkild Thyrring.

En karismatisk profil, der ligesom Jørgen Leth deler vandene - og som i øvrigt selv var frontfigur for den kampagne, der i 2015 vandt den første Auto Award i kategorien.

Kommunikationen virkede

Citroën-kampagnen blev lanceret i december sidste år, og den fik flere steder en noget blandet modtagelse.

LÆS OGSÅ. CITROËN OG JØRGEN LETH TRODSER KRITIK: LANCERER NYE FILM

Eksempelvis skrev journalist Niels Ivar Larsen på Kommunikationsforum: ”Det tangerer et ophørsudsalg af egen kunstnerisk integritet, at en gammel mester vil nedlade sig til at medvirke i denne form for celebrity endorsed campaigning”.

Men kritik eller ej: Kommunikationen virkede: Alene i den første måned efter lanceringen skete der en tredobling i salget af den primære kampagnemodel Citroën C4 Cactus målt mod samme måned året før.

Samlet steg salget på de fire kampagnemodeller med 108 procent, og ifølge Citroën fortsatte de fine salgstal - også på tværs af modeller - månederne efter, og de fine resultater fik i efteråret Citroën til at gå ud med flere Leth-fortællinger - i øvrigt fortsat instrueret af Leths søn, Asger Leth.

Hård konkurrence

Leth-kampagnen var i øvrigt i skarp konkurrence med fire andre stærke kampagner fra henholdsvis Skoda og Subsero, Quickpot og Fat Pigeon, Din Bilpartner og Adtention Reklamebureau og Volkswagen, Very (i dag Very Patchwork, red.), Thomas Pries og Sune Svanborg Sørensen.

LÆS OGSÅ: HER ER ÅRETS 5 BEDSTE REKLAMER FRA BILBRANCHEN

Auto Awards 2018 løb igen i år af stablen i Cirkusbygningen, hvor Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) leverede åbningstalen og uddelte aftenens første pris.

I alt blev der uddelt priser i 21 andre kategorier - herunder Årets Bilmærke, Årets Kvindebil, Årets Miljøbil og Årets Produkt.

Se alle vinderne ved Auto Awards 2018 her - og nyd den seneste Leth-film fra Citroën og Kunde & Co her.