Efter en lang og grundig bureaukonkurrence har den tyske dagligvare-kæde ALDI valgt nyt lead-bureau i Danmark.

Valget er faldet på Saatchi & Saatchi, som dermed bliver det første deciderede lead-bureau for ALDI i kædens 40 årige historie på det danske marked.

Opgaven bliver at overføre dagligvarekædens internationale strategi til det danske marked, og Carsten Kure, der er Head of Marketing i ALDI Danmark siger om valget:

- Det stod hurtigt klart for os, at Saatchi & Saatchi havde en rigtig god forståelse for vores forretning og værdier. Deres strategiarbejde var enkelt og ind til kernen. Og så kunne vi se, at deres kreative koncept kunne rumme alle de ting, vi gerne vil fortælle om ALDI på en sjov og sympatisk måde.

Stort potentiale

Og hos Saatchi & Saatchi er Managing Director Annette Piilgard glad for at være valgt på både forretningsforståelse og kreativitet:

- For os hænger koncept og strategi tæt sammen. Vi gør en dyd ud af, at de kreative også er dybt involveret i strategiudviklingen, så vi får tænkt kreativitet ind lige fra starten. Vi har et stærkt hold med en skøn blanding af solid erfaring og ung kreativ energi. Det er en god opskrift, vi vil holde fast i, siger hun.

Annette Piilgaard mener, at der ligger et stort potentiale i ALDI-brandet i Danmark:

- I Tyskland og mange andre steder i verden er ALDI en velanset markedsleder med stærke værdier, men herhjemme er markedssituationen og opfattelsen af ALDI en anden, siger hun og tilføjer:

- Fx ved de færreste, at ALDI har rigtig mange produkter af høj kvalitet og udviser masser af produktansvar i hele deres værdikæde.

Den fedeste julegave

Samtidig med oprustningen på strategi og kommunikation er ALDI i øjeblikket i gang med en omfattende moderniseringsplan for sine danske butikker, og på bureauet glæder alle parter sig til det nye samarbejde:

- Det er den fedeste julegave. Vi er stolte over at være blevet valgt som lead og brandguard på ALDI. Det har været en hård pitch, som vi har investeret en hel del nattesøvn i, siger kreativ direktør Sabine Herskind og tilføjer:

- Nu glæder vi os bare til at komme i gang med at eksekvere det nye koncept og være med til at bringe ALDI derhen, hvor de fortjener at være - med alt det, ingen ved, at de står for.

De første synlige spor af det nye samarbejde ventes i luften til foråret.

I Danmark samarbejder ALDI også med Havas (media/content) og Advice (PR).