I de senere år har internationale og danske virksomheder flyttet store dele af deres digitale markedsføring in-house, og nu følger mejerigiganten Arla trop.

Det sker med oprettelsen af et nyt in-house bureau, der lyder navnet ”The Barn”.

- Indtil nu har vi ladet dygtige bureauer tage sig af størstedelen af vores kreative udvikling, og vi har ladet mediebureauerne købe annonceplads til os. Det laver vi om på nu, siger Thomas Heilskov, Director og Global Head of Digital & The Barn.

The Barn vil primært fokusere på indhold til digitale kanaler, koncepter og strategier samt digitale medieindkøb, og det skal agere globalt.

Bureauet får til huse på Sønderhøj i Viby ved Aarhus, hvor Arlas hovedkontor også ligger, og det skal arbejde tæt sammen med danske og internationale brand managers om kreativ udvikling og medieindkøb for Arla’s danske og globale brands.

I spidsen for Arla-bureauets kreative del står Jais Holm Skylvad, der er hentet ind som Global Head of Content Studio. Han kommer fra en stilling som Creative Manager hos Lego

Hvor stort er bureauet?

- Det omfatter 18 medarbejdere til at begynde med, og så tilpasser vi det hen ad vejen, siger Thomas Heilskov, der også kan fortælle, at Arla senere på året åbner to ”The Barn”-hubs i henholdsvis Leeds og Dubai.

- Der er også et ”The Barn”-setup i Sverige, og det er ikke mindst positive erfaringer herfra med at in-source den digitale markedsføring, der ligger til grund for beslutningen, siger han.

Arla regner med at spare penge

Han lægger ikke skjul på, at der forventes økonomiske gevinster med åbningen af ”The Barn”. Etableringen hænger tæt sammen med Arlas transformationsprogram Calcium, der skal gøre andelsselskabet mere effektivt og konkurrencedygtigt.

Her kortlægges alle dele af forretningen for at finde ud af, hvordan der kan spares penge ved at transformere måden, der arbejdes på.

- Det er ingen hemmelighed, at omkostninger altid er i fokus i Arla. Vi er et andelsselskab ejet af landmænd, og hver gang vi tjener en krone, så kommer det dem til gode. I forbindelse med Calcium har vi set på arbejdsgangene i marketing, og her ser vi en mulighed for at gøre det billigere og bedre på én og samme tid ved at skabe vores eget reklamebureau, siger Thomas Heilskov.

Arla har valgt nyt kreativt digitalt bureau globalt

Thomas Heilskov understreger, at det nye in-house bureau ikke er ensbetydende med et farvel til alle de bureauer, virksomheden hidtil har arbejdet med.

- Vi bringer alt social media buying in-house, men samler samtidig programmatic hos Carat i Amsterdam, dog men den ambition at bringe det in-house til næste år.

- Dertil kommer, at vi i sidste uge afsluttede en global pitch, hvilket endte med, at vores fremtidige globale digitale bureaupartner bliver Accenture Interactive og datterselskabet Karmarama, slutter Thomas Heilskov.

Arlas nye in-house-bureau åbner i dag tirsdag d. 16 januar.