Belong har ansat Line Johnsen som Associate Creative Director. Hun er lige landet efter en årrække hos Ogilvy, TBWA\Chiat og Joan Creative i New York, hvor hun primært har arbejdet med globale brands som Adidas, Netflix og Google.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Sammen med Farah Dib, der er Executive Creative Director, og Thomas Bjerg, der er Group CCO & Founder, skal Line Johnsen indgå i den daglige ledelse af det kreative team hos Belong, der er ejet af Egmont.  

- Mine fem år i New York gav mig muligheden for at skabe løsninger for nogle af verdens største brands, og vil man være med blandt de bedste derovre, kræver det, at man hele tiden hæver barren og søger ud, hvor ingen andre har været. Og selvom jeg er meget imponeret over, hvad der er sket de sidste fem år på den kreative front herhjemme, så er der stadig mange hjørner, vi slet ikke er kommet ud i endnu i Norden, siger Line Johnsen i meddelelsen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hun forklarer videre, at hun har ”haft det privilegium, at sidde med kunder hvor budgetter ikke har været en udfordring.” 

- Men kreativitet kommer ikke ud af et stort budget. Mod koster nemlig ikke noget, og det er noget af det vigtigste, når man vil skabe noget nyt. Når man så samtidig kombinerer mod med community- og forretningsforståelse, som Belong gør, og derudover har en fed kultur, så blev jeg hurtigt overbevist om, at Belong var det bureau, jeg gerne ville lande hos, siger hun.

Ifølge Farah Dib bliver det ”stadig mere klart, at brands ikke længere slipper afsted med et kulturelt hijack af fortællingen om purpose og brand building.” 

- Opbygningen af stærkere og mere profitable brands er en emotionel, ikke rationel opgave, og kreativitet er den konkurrencemæssig fordel, siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter: 

- Det er den slags tænkning, der gør, at ikke bare bureauer, men nu også startups som Doconomy - et kreditkort med en CO2-emissionsgrænse på forbruget - vinder en Grand Prix Innovation Lion i Cannes. 

Farah Dib peger på, at branchen løbende bliver udfordret af ”ægte forandring, og vores fremtidige relevans er afhængig af, at skifte tankegangen væk fra taktiske løsninger tilbage til kreativ problemløsning.” 

- Med sin erfaring i at opbygge kulturel værdi for nogle af de mest ikoniske globale brands i markedet, er Line netop den slags kreative tænker, vi har brug for for at nå dette ambitiøse mål sammen med vores kunder, siger Farah Dib.

Thomas Bjerg mener, at bureauet med ansættelserne af Farah Dib og Line Johnsen har etableret fundamentet for at udvikle kreative løsninger i verdensklasse. Han glæder sig også over, at den kreativ afdeling er ved at være fuldt besat.

- Vi har nu et team, som har samme filosofi og samme ambition, når det gælder kommunikation. Vi vil lave kommunikation, som er kulturelt forankret i communities og som tager sit udgangspunkt i forbrugerens virkelighed. Og så vil vi være de bedste. Det kræver, at man har modet til at udfordre sig selv. Der er mange måder at lave god kommunikation, men ”plejer” må aldrig blive én af dem. Community-tilgangen er vores unikke differentiator,  siger Thomas Bjerg i pressemeddelelsen.  

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.