Blogger-netværket Bloggers Delight har budt på at købe dele af det konkursramte influencer- og YouTube-bureau, Gonzo Media.

- Vi lagde allerede i går det, der hedder et indikativt bud, og i dag har vi så fulgt op med et reelt bud, efter at vi fra kurator har fået lidt flere informationer om, hvad mulighederne var, siger Henrik Akselbo, stifter og direktør i netværket Bloggers Delight, til Markedsføring.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Han ønsker ikke at afsløre størrelsen på buddet, men fortæller, at man af flere årsager er interesseret i dele af Gonzo Media.

Ikke hele bureauet

- Vi har budt på aktiverne, hvilket vil sige kundedatabaser og visse igangværende projekter med kunder. Og forskellige andre småting som skriveborde og computere, siger Henrik Akselbo.

Han tilføjer, at det dog primært er kunderelationerne, der er interessante for bloggernetværket.

Så det er ikke hele bureauet, I byder på?

- Nej, det er det ikke. 

Hvordan agerer I i forhold til Gonzos medarbejdere? 

- Nu er det hele jo kommet lidt ud af det blå, så på nuværende tidspunkt har vi ikke indsigt nok i Gonzos medarbejdere og deres kompetencer, til at tilbyde ansættelse, men som jeg også selv har postet på LinkedIn, så er vi naturligvis åbne for en snak, hvis nogen skulle være interesseret.

Kan styrke know how

Dette samme gælder for de mange influencers og YouTubere, der har været knyttet til Gonzo Media, siger Henrik Akselbo:

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- De mange content creators og YouTubere, der har været tilknyttet Gonzo, har vi allerede rakt ud til for at få en snak om eventuelt samarbejde på et tidspunkt, siger Henrik Akselbo og tilføjer:

- Flere af dem ville helt sikkert også kunne styrke vores know how og tilstedeværelse på netop YouTube-området.

Underskud i alle leveår

Gonzo Media, der blev erklæret konkurs den 22. november, blev stiftet i marts 2015 af Martin Wiinholt og erhvervsmanden Michael Ritto.

Bureauet har alle årene kørt med underskud – sammenlagt over alle fem år på op mod 10 millioner kroner.

I 2018 lød underskuddet på 2,7 millioner kroner, plus at egenkapitalen allerede dengang var negativ med næsten 10 millioner kroner. 

Alle årene har ledelsesberetningen budt på forventning om øget vækst i det kommende år.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

I regnskabet for 2018, aflagt 26. juni 2019, hedder det således:

- Virksomhedens fremtidige drift er sikret med kapitalindskud fra ejerne. Regnskabet for første halvdel af 2019 ser fornuftigt ud med gode dækningsgrader, vækst i kerneforretningen og overskud.

Markedsføring har bedt Martin Wiinholt, der selv begærede virksomheden konkurs, om en kommentar, men han er ikke vendt tilbage.