Reklamebureauet Boye & Spellerberg kom ud af 2019 med godt 3,5 millioner kroner på bunden, mens bruttofortjenesten landede på godt 9,5 millioner kroner.

Det er en fremgang på bundlinjen på cirka 600.000 kroner, mens det på bruttofortjenesten er en fremgang på cirka to millioner kroner i forhold til 2018.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Tallene fremgår af bureauets regnskab for 2019, som netop er offentliggjort, og dermed fortsætter det seks år gamle bureau de gode takter: 

De to tidligere Partners-profiler, Bjarne Spellerberg og Peter Boye, har således - bortset fra et mindre dyk på bunden i 2017, sammenlignet med 2016 - hvert eneste af sine leveår vist fremgang.  

Rykker op i imageanalyse

Bureauet har også præsteret løbende fremgang på den årlige MyImage-analyse, som analysehuset MyResearch står bag i samarbejde med Dansk Markedsføring.

Fra en plads helt nede som nummer 28 i 2018 rykkede Boye & Spellerberg i 2019 op på plads nummer 20 – og i 2020 gik det yderligere fire pladser frem, så man nu indtager en 16. plads.

På analysens kvalitative parametre indtager bureauet en førsteplads, når det handler om at være ”Gode til at samarbejde med andre bureautyper”, ligesom man nu også blander sig i toppen af de danske bureauer på parametre som ”strategisk stærke” og ”kreativt stærke”.

- Som jeg også sagde sidste år, så er vi ikke selv direkte herrer over, hvad folk mener om os, så det er da rart, at analyserne afspejler vores selvopfattelse, siger adm. direktør Bjarne Spellerberg i en pressemeddelelse.

Han kalder tallene i regnskabet for en ”arbejdssejr”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Bureauet oplyser, at blandt andet Rigspolitiet, Spangsberg Chokolade og Change undertøj er kommet på kundelisten i løbet af sidste år.

Ifølge regnskabet beskæftigede Boye & Spellerberg i gennemsnit fem medarbejdere i 2019. 

Regnskabet indeholder ikke oplysninger om bureauets omsætning.

Nøgletal for Boye & Spellerberg

Mio. kr.                       2019 / 2018 / 2017

Bruttofortjeneste:       9,5 / 7,5 / 5,4

Årets resultat:             3,5 / 2,9 / 2,1

Antal medarbejdere:    5 / 4 / 3