Trods flere års økonomiske tab - og i senest regnskabsår også negativ egenkapital - fortsatte influencer- og YouTube-bureauet Gonzo Media med udadtil at glæde sig over vækst og fremgang til bare 10 dage, før konkursen ramte.

I en pressemeddelelse skrev bureauet således den 12. november, at man havde ansat 11 nye medarbejdere fra bl.a. Drive Studios, Nordisk Film, Metronome, MediaCom Beyond Advertising og We Love People.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Siden oktober har vi nærmest ikke haft én uge, hvor der ikke er kommet nye medarbejdere til, lød det dengang fra Gonzos stifter og adm. direktør Martin Wiinholt.

Bare 10 dage senere, den 22. november, afsagde Sø- og Handelsrettens Skifteretsafdeling konkursdekret over virksomheden, der dagen før havde taget navneforandring til ”Selskabet af 21. november 2019 ApS under konkurs”.

Sikret med kapital fra ejerne

Gonzo Media blev stiftet i marts 2015 af Martin Wiinholt og erhvervsmanden Michael Ritto og har alle årene kørt med underskud – sammenlagt over alle fem år på op mod 10 millioner kroner.

I 2018 lød underskuddet på 2,7 millioner kroner, plus at egenkapitalen var negativ med næsten 10 millioner kroner.

Alle årene har ledelsesberetningen budt på forventning om øget vækst i det kommende år.

I regnskabet for 2018, aflagt 26. juni 2019, hedder det under punktet ”Forventet udvikling” som følger:

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Virksomhedens fremtidige drift er sikret med kapitalindskud fra ejerne. Regnskabet for første halvdel af 2019 ser fornuftigt ud med gode dækningsgrader, vækst i kerneforretningen og overskud.

”Teknologisk udviklingsprojekt”

Om årsagen til, at konkursen alligevel indtræder, skrev Martin Wiinholt forleden til Mediawatch:

- Firmaet har de seneste måneder været engageret i et omfattende teknologisk udviklingsprojekt. Den tocifrede millioninvestering, der lå til grund for projektet, blev desværre ikke realiseret som planlagt. Burn-rate på projektet var for høj til, at firmaet kunne understøtte den uden yderligere investeringer.

Heller ikke de to stifteres selskaber, Martin Wiinholt Holding og Michael Rittos Burrito A/S, der reelt ejer Gonzo Media, har leveret positive tal i 2018.

Førstnævntes 2018-regnskab viser et minus på 15.000 kroner og ingen nævneværdig aktivitet, sidstnævnte kom ud af året med et minus på 5,6 millioner kroner.

Redning på vej?

Tilbage står et antal bureau-medarbejdere – ifølge Gonzo Medias egne oplysning omkring 30 – en annonceret festival, GCON, der ifølge en pressemeddelelse den 18. oktober løber af stablen i Øksnehallen.

Hvad der skal ske, står foreløbig hen i det uvisse.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Markedsføring har bedt Martin Wiinholt om en kommentar, men han er ikke vendt tilbage.

Torsdag formiddag skriver Mediawatch, at man har været i kontakt med bloggernetværket Bloggers Delight, hvor direktør Henrik Akselbo oplyser, at man ”har afsøgt mulighederne for et opkøb.”