Et af landets hurtigst voksende digitale bureauer, aarhusianske Novicell, har købt en 6.000 m2 stor lager- og administrationsbygning i Aarhus Syd.

Dermed rykker Novicell ud af Skandinavisk Tobakskompagnis tidligere administrationsbygning i Aarhus-forstaden Højbjerg, som bureauet flyttede ind for fire år siden.

Da kunne det digitale bureaus dengang 65 medarbejdere blot udfylde halvdelen af kontorlokalerne på godt 1.500 m2, og der var derfor planer om at indrette kontorfællesskaber til it-iværksættere og andre virksomheder, der kunne være gode synergier med.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Sådan gik det dog ikke, da væksten i bureauet gik hurtigere end forventet.

I dag har Novicell 250 medarbejdere fordelt på kontorer i Aarhus, København, London, Barcelona, Madrid og Oslo, og pladsen på Aarhus-kontoret er blevet så trang, at en del af medarbejderne er installeret i pavilloner i forlængelse af hovedbygningen.

Derfor har det digitale bureau købt nabobygningen – en 6.000 m2 stor lager- og administrationsbygning – der omdannes til kontor, og planen om at indrette kontorfællesskaber for beslægtede virksomheder genoplives.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Vi ønsker at skabe et regulært it-kraftcenter i Aarhus Syd. Bydelen bliver mere og mere populær for aarhusianske it-virksomheder, lyder det fra Per Kirchner, adm. direktør i Novicell, i en pressemeddelelse.

- Men der mangler et sted, hvor mindre it-virksomheder kan etablere sig sammen med andre virksomheder inden for sammen branche og på den måde udnytte synergierne. Det etablerer vi nu, fortsætter han.

Per Kirchner tror på, at Novicell med de nye kvadratmeter har nok plads i Aarhus de næste mange år.

- Jeg har jo lært, at man skal passe på med, hvad man lover. Men nu har vi sikret rammer for fortsat vækst, siger han.

Novicell havde i 2018 en bruttofortjenste på 109,5 millioner kroner og et resultat før skat på 12,8 millioner kroner. De første Novicell-medarbejdere rykker ind i bureauets nye bygning i september 2019.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.