Kommunikationsbureauet LEAD Agency og influencer-bureauet Bloggers Delight åbner nu for gratis rådgivning og hjælp til corona-kommunikation.

Hos LEAD opstod tanken ved et partner-videomøde i sidste uge, fortæller en af bureauets partnere, Lars Volle.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Vi kan jo ikke tilbyde hverken toiletpapir eller håndsprit, men vi kan hjælpe organisationer eller virksomhed, som har behov for at kommunikere internt eller eksternt om corona, siger han og tilføjer:

- Der er givetvis mange små og mellemstore virksomheder, NGO’ere og pop up græsrodsprojekter uden en kommunikationsafdeling tilknyttet, der i disse timer, dage og uger har behov for at komme ud med et vigtigt budskab i fællesskabets tjeneste - internt eller eksternt. Hvis de har brug for hjælp, så stiller vi os til rådighed. Det kan være video-råd eller en pressetekst.

Bevare optimismen

Hos influencer-bureauet Bloggers Delight, melder direktør Henrik Akselbo også om særlige tilbud på hylderne midt i coronakrisen:

- Hvis Sundhedsstyrelsen eller andre offentlige instanser ringer, så vil vi arbejde pro bono, men vi er også en forretning, så hvis virksomheder har brug for vores kompetencer, så arbejder vi, som vi plejer, siger han.

Hos LEAD siger Lars Volle, at det i høj grad handler om at bidrage med det, man kan i situationen:

- I Italien synger de fra altanerne for at bevare optimismen, mange steder opfordres vil til at handle lokalt for at hjælpe detailhandlen. Vi har forstand på kommunikation, så det er det, vi kan hjælpe med.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Jagter ikke nye kunder

Man kunne mene, at I bare forsøger at hive nye kunder ind, til når krisen er omme?

- Det har overhovedet ikke været en del af samtalen hos os, må jeg sige. Vi henvender os jo til mindre organisationer, som typisk ikke normalt ville vælge LEAD som partner, så det er faktisk ikke formålet, siger Lars Volle og tilføjer:

- Vores udstrakte hånd er jo i høj grad også tiltænkt de græsrodsprojekter, vi i disse dage ser poppe op med det formål at hjælpe fællesskabet.