Med en baggrund fra de to London-baserede bureauer Droga5 og AKQA – og erfaring som lead på kunder som Nike, Vodafone og Virgin – er det en særdeles skarp, kreativ profil, Very Patchwork har hentet til bureauet.
Det drejer sig om Farah Dib, der startede som ny kreativ direktør på bureauer i begyndelsen af august, og hun har den klare holdning, at de bedste brands hører hjemme i kultur:
– Det gør de, fordi de har gjort sig fortjent til den plads gennem initiativer, som rækker længere end marketing og i stedet giver næring og styrke til folk og communities, med fælles værdier og formål, siger Farah Dib og tilføjer:
– Vi vælger alle selv, hvad der får os ud af sengen om morgenen, og for mig er det at skabe løsninger som både forbrugere og journalister har lyst til at engagere sig i.
Talent banede vejen til AKQA
Om valget af Very Patchwork siger Farah Dib:
– Min store interesse har altid været, hvordan mennesker, kultur og brands er formet og influeret af hinanden og den evne, en god idé har til at connecte brands med den virkelige verden uden for mødelokalet.
– Very Patchwork deler denne ambition, og jeg glæder mig meget til at være en del af at hjælpe vores kunder i Norden til at komme tættere på forbrugernes virkelighed.
Oprindelig er Farah Dib født og opvokset i Sverige, men flyttede til London for 10 år siden – primært for at forfølge en karriere som journalist og redaktør på det digitale livsstilsmagasin le cool.
Snart stod det dog klart, at hun havde et stort talent for både strategi og konceptudvikling, hvilket hurtigt førte til et skift til bureaubranchen, hvor hun som strategiske planner hos AKQA arbejdede med brands som Nike og Vodafon.
Glæde på bureauet
Siden gik turen til Droga5, også i London, hvor hun som Senior Creative Strategist var med til at skabe løsninger for brands som Paramount Pictures, Unilever, Secret Escapes og Uniqlo.
Farah Dib har også markeret sig på awardfronten, hvor hun sidste år både hentede en Clio og en Cannes-løve for Baywatch Slow Marathon-casen for Paramount Pictures, som du kan se her.
Og hos Very Patchwork lægger Group CCO, Thomas Bjerg da heller ikke skjul på, at man på bureauet er glade og stolte over at have fået Farah om bord:
– Vi tror på, at forbrugeren er det vigtigste positioneringsværktøj brands har i dag. Derfor er vi nødt til at sikre, at forbrugerne kan se sig selv som en del af budskabet og ikke mindst skabe deres egne samtaler om de brands, som formår at skabe værdi for dem, siger han og tilføjer:
– Med Farah ombord kommer vi et skridt tættere på at indfri vores vision om at hjælpe brands til at spille en meningsfuld rolle i forbrugernes liv.
Det handler om følelser
Og for den nye kreative direktør er der ingen tvivl om, hvor fremtiden ligger for reklamebranchen:
– Man er nødt til at huske på, at selvom verden i dag bliver målt og vejet i Big Data, er vi stadig styret af følelser. For de forbrugere som har adgang til content af ekstremt høj kvalitet, er det de brands, som formår at tappe ind i et kulturelt narrativ- eller spændingsfelt, som får succes, siger hun og tilføjer:
– Når vores kommunikation bliver vurderet ud fra samme forudsætninger, som alt andet forbrugerne vælger at bruge deres tid på, bliver markedsføring til kultur. Eller sagt på en anden måde: vores største konkurrent er ikke andre annoncører. Det er Netflix.
Så man skal være den mest interessante stemme i kulturen?
– Inden for en given kategori, ja. Hvis Pharrell kan vinde en løve, kan vi så vinde en Oscar? Hvis vi udvider spillepladen og det konkurrencemæssige parameter fra reklame og brands til samfund og kultur generelt, kan vi skabe løsninger som både har indflydelse på, og er med til at forme mainstreamkulturen. Det tror vi på er fremtiden for vores branche.
Farah kommer til at arbejde på tværs af Very Patchworks afdelinger og kunder i henholdsvis Danmark, Norge og Sverige, og ifølge Thomas Bjerg er der flere senior-ansættelser på vej.