Et nyt designbureau bakket op af tunge seniorfolk, Strategic Design Group (SDG), har meldt sig på banen med opkøb og store ambitioner. I første omgang har det resulteret i køb af det digitale designbureau Think og designbureauet Skibsted ID.

- Målet er at skabe et internationalt, strategisk designbureau bestående af 5-600 medarbejdere i løbet af de næste tre til fire år, fortæller Lasse Jensby Dahl, der er Group CEO for SDG.

Lasse Jensby Dahl er bl.a. tidligere global CSO i designbureauet Designit, der i 2015 blev solgt til det indiske IT-selskab Wipro for op mod 600 mio. kr.

Han sidder selv på en lille ejerandel af SDG, hvor de største investorer er en anden tidligere Designit-profil, David Fellah (medstifter af Designit), og Søren Poulsen.

På vej med nyt navn og brand

Derudover er Thinks oprindelige ejere, Mads Gustafsen, Morten Johnstad, Klaus Silberbauer og Jon Lollike, medejere, ligesom det gælder Jens Martin Skibsted, ejeren og stifteren af Skibsted ID.

Endelig bliver en tredje tidligere Designit-direktør, Hans Henrik Sørensen, også medejer af det nye selskab, der kun bærer navnet Strategic Design Group i de næste 3-4 fire måneder.

- Det er en ”arbejdstitel”. I løbet af de næste måneder lancerer vi nyt navn, brand etc., der omfatter hele gruppen, siger Lasse Jensby Dahl og fortæller, at SDG lige nu arbejder på to yderligere opkøb.

Han understreger, at planen ikke er at bygge en gruppe eller en alliance, men derimod ét internationalt strategisk designbureau. Med samme navn og med samlet kultur og proces.

Vil også købe management konsulenter

Hvor får I pengene fra?

- Vi er bankfinansierede og har private investorer, så vi har penge nok til at indfri vores ambitioner. Det giver et andet fokus, end hvis vi var ejet af en kapitalfond, forsikrer Lasse Jensby Dahl, der også kan fortælle, at SDG allerede nu rummer et team af erfarne seniorfolk fra bl.a. Designit og andre designbureauer på kontorer i København og Aarhus.

Der er tale om hold, der har arbejdet nationalt og internationalt med forretnings- og digital transformation med virksomheder som eksempelvis Lloyds Bank, Telenor, Novo Nordisk og SAS.

Ifølge Lasse Jensby Dahl adskiller SDG sig fra de øvrige spillere på markedet internationalt, da det har en klar plan om at udbygge det strategiske rådgivningsniveau.

- Når vi er på plads med en stærk international platform på strategisk design, så er det planen, at vi køber et Management Consultancy til familien – og dermed laver vi den omvendte øvelse af, hvad man ser internationalt i dag – at konsulenthuse køber design, men hvor design hurtigt oversvømmes af konsulent-kultur. Vi tror på den modsatte model, slutter Lasse Jensby Dahl.