Nyheden om Accenture Interactives køb af Hjaltelin Stahl vækker glæde hos Kim Boisen, der er medstifter og CEO hos Robert/Boisen & Likeminded:

- Det er sindssygt flot og godt gået. Jeg kan godt forstå, at Hjaltelin Stahl er et interessant opkøb. Det giver god mening, og man har set Accenture være på opkøb andre steder. Det kan forhåbentlig smitte positivt af på andre bureauer, at opkøbsbølgen er kommet til Danmark. Det sender et signal om, at vores bureauer i Danmark er på internationalt niveau, siger Kim Boisen.

Han, der ikke selv har planer om at sælge, tilføjer:

- Det vil overraske mig, hvis der ikke kommer flere opkøb. De internationale konsulenthuse er i en proces, hvor de er ved at genopfinde sig selv. Og det gør de blandt andet via opkøb af kreative bureauer.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hos Mensch konstaterer Frederik Preisler, at man i Danmark "har talt meget om opkøbsbølgen, men det har været stille skvulp indtil nu".

Ifølge Mensch-bossen bliver det nu spændende at se, hvordan fremtiden kommer til at se ud for Hjaltelin Stahl.

- Det er to verdener, der er svære at forene. Når det kommer til stykket, er det meget forskellige kulturer. Det er nok derfor, at vi ikke har set så mange af de opkøb. Men branchen konverterer mere og mere, siger Frederik Preisler.

Hvad vil det betyde for branchen herhjemme?

- Det kommer til at betyde noget for Hjaltelin Stahl, men jeg ved ikke, hvor meget det kommer til at betyde for branchen generelt. Det bliver spændende at se, hvad der sker med virksomheden Hjaltelin Stahl, siger Frederik Preisler.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.