Group M-bureauet Wavemaker har efter en pitch genvundet kosmetik-brandet L’Oréal, som man siden 2014 har været nordisk mediebureau for.

Opgaven omfatter udvikling, implementering og indkøb af medier, indhold og teknologi til hele L'Oréals brand-portefølje, oplyser Group M i en pressemeddelelse.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Wavemakers danske CEO, Kristian Bæk-Mikkelsen, siger til Markedsføring, at der er tale om bureauets største kunde, og han ser frem til at udvikle samarbejdet yderligere:

- Vi har allerede et meget integreret samarbejde med L’Oréal, og flere af teamets medlemmer har i dag både adgangskort og egne skriveborde på L’Oréals nordiske hovedkontor her i Danmark, siger han og tilføjer:

- Og denne type integration er jeg sikker på, vi kommer til at se mere og mere af.

Sondringen bliver utydelig

Ifølge Bæk-Mikkelsen er der ligefrem tale om ”et samarbejde, hvor sondringen mellem de to firmaer bliver utydelig i hverdagen”, og det ser han som en styrke:

- Jeg synes, vi har udviklet et meget alsidigt hold med de rette personlige og faglige kompetencer til at løse opgaverne. Så vi ser frem til de næste fem år, siger han.

Også hos L’Oréal er der tilfredshed med det fortsatte samarbejde:

- Vi kendte allerede kvaliteten af og lidenskaben hos det fantastiske hold, som vi arbejder sammen med hver dag hos Wavemaker, og alligevel har de formået fortsat at begejstre os med nye vinkler og ideer, siger Nick Buckley, der er CMO hos L’Oréal Nordic, i meddelelsen og tilføjer: 

- Wavemaker præsenterede en integreret vision for L'Oréals ambitioner inden for markedsføring og teknologi sammen med et internationalt team skræddersyet til vores behov.

Bruger milliarder på reklamer

L’Oréal-koncernen, som bl.a. står bag brands som Maybelline, Lancôme og Laroche Posay, er - ifølge Business Insider - verdens femtestørste annoncør med et (i 2017) globalt adspend på omkring 54 milliarder kroner.

Hvor stort det nordiske mediebudget er, har parterne ikke ønsket at oplyse, men for Wavemaker er det en betydelig kunde – den største på bureauet.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hvor mange medarbejdere rummer Wavemakers L’Oréal-team?

-  Det svinger lidt i forhold til perioder og opgaver, men der er nok over 30 medarbejdere involveret i arbejdet med kunden. Nogle fast, andre ad hoc, siger Kristian Bæk-Mikkelsen, som kalder L’Oréal ”en fantastisk partner at samarbejde og udvikle sig med.”

- Meget få kunder har så mange spændende markedsføringsudfordringer, som man som bureau får lov til at sprede sine vinger ud over. Og hvor man får mulighed for at bruge hele kompetence-spektret, siger han.

Wavemaker er en del af Group M og er til stede på alle fire nordiske markeder med samlet set omkring 350 medarbejdere. 

I Danmark har bureauet kontorer i København og Aarhus og beskæftiger omkring 110 medarbejdere.