Der er fart på hos Egmont-bureauet Belong. 

I november fik man ny CEO i skikkelse af Ditlev Ahlefeldt-Laurvig. I december fik bureauet sit nye navn, efter at have heddet Very Patchwork siden fusionen i 2017 - og nu udvides aktiviteterne på svensk grund.

Det sker med åbning af et svensk produktionsselskab, Belong Studio, og til at stå i spidsen for satsningen har Belong Group hentet den erfarne filmmand Mats Dicklén ind. Han træder også ind som partner i selskabet.

Mats Dicklén har mange års erfaring med filmproduktion i alle størrelser til både TV og social media.

Han var med til at grundlægge produktionsselskabet Hard Hat og har senest været Head of MSL Studios, der er en del af Publicis-gruppen.

Dertil har han erfaring fra Metronome og det tidligere mediabureau MEC (i dag Wavemaker), og han ser et stort potentiale i produktionsselskabet: 

- Jeg glæder mig til at være med til at understøtte den høje digitale forretningsforståelse, som er en af Belongs store styrker. Det er det perfekte match, siger Mats Dicklén.

Styrker forretningen

Belong Groups CEO, Ditlev Ahlefeldt-Laurvig, ser også store muligheder i det nye set up:

- At starte Belong Studio med Mats giver os de perfekte forudsætninger for at tage bureauets produktionskompetencer til næste niveau, siger han og tilføjer:

- Med Mats ombord, ser vi frem til at kunne supportere vores eksisterende produktionsafdeling med erfarne kræfter, som kan sikre, at vi kan skalere niveauet af vores ydelser og dermed stå endnu stærkere over for vores kunder.

I Sverige offentliggøres navneskiftet til Belong netop nu også for gruppens kreative bureau - det har tidligere heddet Patchwork Sverige - samtidig med udmeldingen om, at man åbner Belong Studio.

Og ifølge Joakim Antelius, CEO for Belong Agency Sverige er det med stolthed, at det nye navn og investeringen i Belong Studio offentliggøres:

- Med vores community-tilgang har vi skabt en position i markedet, som er nytænkende, og som virkelig giver os værktøjer til at bringe vores kunders brand tættere på målgruppen, siger han.