Analyse-virksomheden Infomedia har opsagt fem medarbejdere. Det bekræfter virksomhedens CEO, Thomas Vejlemand: 

- Der er tale om en omstrukturering i salg og måden hvorpå vi arbejder med produktudvikling, siger han og tilføjer:

- Det er en reaktion på, at vi ikke når vores omsætningsmål. Derfor laver vi nogle nye tiltag, som vil styrke os i forhold til i 2019. 

Infomedia har de senere år gennemgået en større transformation og har udviklet sig fra at være et hus, der primært beskæftigede sig med medieovervågning til i dag, hvor man - blandt andet - også leverer indsigter og analyser på en lang række områder.

Blandt andet har man kastet sig over de sociale medier, ligesom udviklingen betyder, at man i dag analyserer data fra 150 millioner kilder.

Infomedia har knap 200 ansatte, hvoraf cirka 70 er studerende, og er ejet af JP/Politikens Hus og Berlingske Media i fællesskab.

Thomas Vejlemand oplyser, at han ikke har flere kommentarer.