Sennheiser Nordic har valgt Holm Kommunikation som sit nye leadbureau i Norden. 

Opgaven er at styrke virksomhedens position som ledende producent af trådløs transmissionsteknologi, mikrofoner og hovedtelefoner til både professionelle og privata brugere samt at udbrede kendskabet til et bredere publikum. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Med mere end 70 år på markedet er Sennheiser en af verdens ældste og mest anerkendte producenter af hovedtelefoner og mikrofoner - men virksomheden ønsker nu yderligere at styrke sin position i de skandinaviske lande.

- Holm Kommunikation skal hjælpe os med at udbrede fortællingen om Sennheiser til en bredere brugergruppe både via traditionelle kanaler og udvalgte influencers, siger Victoria Chernih, der er Public Relations Manager for Nord- og Østeuropa hos Sennheiser.

Om valget af Holm Kommunikation siger hun:

- Vi ønskede et bureau med erfaring og evner inden for både klassisk PR og digitale løsninger - og her skilte Holm Kommunikation sig ud med dokumenterede resultater.

- Vi har en loyal gruppe af lydentusiaster, der sætter pris på vores høje lydkvalitet, men vi ser også et potentiale i at appellere til et bredere segment i det nordiske marked, hvor god lyd fylder mere og mere inden for livsstil, og det skal Holm blandt andet hjælpe os med.

Hos Holm Kommunikation glæder man sig over den nye rolle som nordisk lead og ser frem til at hjælpe med at styrke Sennheiser:

- Sennheiser er anerkendte for at lave nogle af de bedste hovedtelefoner på markedet og for at levere lydudstyr til verdens største musikere. Vi er naturligvis stolte og glade for, at vi skal arbejde for et brand, der appellerer bredt med en stærk fortælling om innovation og kvalitetslyd på både consumer- og pro-siden, siger Christian Top Marchant, der er seniorkonsulent i Holm Kommunikation.