Insourcing af især digitale marketing-services er en af de helt store trends, og det tager Mediabrands nu konsekvensen af.

Bureauet lancerer således konsulentbureauet Ignite, der på nordisk plan skal hjælpe annoncører med in-housing strategier i praksis.

- Vi ved, at mange annoncører har fokus på at rykke digital marketing tættere på forretningen, og derfor søger mod hel eller delvis in-housing. Ikke kun båret af et ønske om større transparens, men også af et ønske om mere kontrol og ejerskab over data og teknologi, siger Michael Thim, der er nordisk CEO for Mediabrands.

Ignite byder på ydelser inden for insourcing af mar- og ad-tech, programmatic buying, social, search, analytics og data, og i Danmark er det Managing Director Martin Kronborg og Managing Partner Lars Møller, som har ansvaret for udrulning af det nye bureau.

Flere modeller i spil

Ignite kommer til at fokusere på flere modeller:

- Det kan være alt fra en hybridmodel med embeddede specialister inden for eksempelvis search, social eller programmatic, til en fuldt integreret model med tech-ejerskab og end-to-end operations i egen virksomhed. 

- Men uanset model vil en form for insourcing for de fleste annoncører være den rigtige løsning - dels til at fremtidssikre data-ejerskab og dels til kontrol med digitale investeringer, siger Martin Kronborg.

LÆS OGSÅ: DE STORE ANNONCØRER SATSER MEST PÅ INSOURCING.

Lars Møller mener, at det nye bureau i dén grad imødekommer en efterspørgsel i markedet.

- Branchen har gennem mange år været dygtig til at ”opfinde” metrikker, som understøtter placeringen af marketingkroner – og nødvendigvis ikke altid til annoncørernes bedste. Vi ønsker nu at bringe lige dele evidens og sund fornuft tilbage på banen, siger han. 

Ødelægger ikke egen forretning

Er det ikke lidt ulogisk at gå ind og hjælpe kunderne med selv at løse opgaver, de måske ellers kunne have købt hos jer selv?

- Tværtimod. Med den transformation, du ser i markedet i disse år, så er det da snarere på tide, at der sker noget, siger Lars Møller og tilføjer:

- Der er et udpræget behov hos annoncørerne for at mindske kompleksiteten i det digitale marketing-økosystem, forstå mekanismerne bedre og sikre maksimalt afkast af sin marketing-investering, og det mener jeg, vi har de helt rigtige forudsætninger for at hjælpe med.

LÆS OGSÅ: 3: DATA ER FOR VIGTIGE TIL AT OVERLADE TIL BUREAUET.

Og transparens-snakken?

- Ja, uigennemsigtige afregningsmodeller er en del af forklaringen, men det handler i høj grad om, at annoncørerne ønsker et større data- og teknologi-ejerskab og en bedre indsigt i effekten af de digitale investeringer. 

Armslængde-princippet

I øjeblikket deler Ignite adresse med Mediabrands i det centrale København, men på sigt er det meningen, at bureauet flytter i egne lokaler: 

- Ingen skal kunne stille spørgsmålstegn ved Ignites objektivitet og derfor er det vigtigt med et arms-længde-princip i forhold til øvrige Mediabrands bureauer, siger Martin Kronborg.

Men vil det ikke være fristende for jer at sælge traditionelle bureau-ydelser, som fx indkøb af annoncer, når I alligevel har foden inden for hos en kunde for at rådgive om insourcing?

- På ingen måde. Som vi ser det, er det slet ikke der, kampen kommer til at stå i de kommende år. Vi tror på, at det bliver på rådgivningen, vi fremover skal differentiere os, siger Lars Møller.

LÆS OGSÅ: MED ET INTERNT BUREAU HAR MAN KONSTANT HÅNDEN PÅ KOGEPLADEN.

Martin Kronborg supplerer:

- Vi ser det at kunne arbejde tæt sammen med vores kunders øvrige bureauer og partnere som en vigtig KPI, så vi har ingen interesse i at byde ind på klassiske mediabureau ydelser som fx buying-delen. 

Hos Dansk Annoncørforening påpeger adm. direktør Holger Wilcks, at "der utvivlsomt er et ønske om mere agilitet, bedre kontrol med især data og ikke mindst mere transparens i mediekøbet hos annoncørerne."

- For de store af dem er det naturligt at se på insourcing som en løsning. Derfor byder vi det da også velkommen, når mediebureauer går ud og flytter deres forretning til der, hvor mange annoncører allerede er rykket hen, siger han. 

Ignite vil være repræsenteret på alle de nordiske markeder. Nye kunder er allerede budt velkommen og forventningerne er store for 2019.