Kristian Vejborg skifter IUM, hvor han var Managing Partner, ud med MediaCom, hvor han får titel af Chief Client Officer, CCO, og dermed bliver den øverst ansvarlige for mediebureauets kunderelationer.

Det oplyser MediaCom i en pressemeddelelse.

Bureauet oplyser også, at man - "senest med kunde-gevinster som Danske Spil og Specsavers - har leveret eksempler på Open Agency og rådgivningstunge samarbejder med kunderne." Det afspejler sig nu i organisationen.

 – Kompleksiteten er større end nogensinde. Hvordan skal der prioriteres mellem data og følelser, kendte løsninger og nye muligheder, insourcing og partnerskaber? Og mellem strategi og prototyping, branding og performance? Det stiller krav til os at kunne præsentere kunderne for et rammeværk, der gør deres hverdag enkel og overskuelig. Også over for de kunder, som gerne vil meget selv. MediaCom skal kunne håndtere felterne – og rådgive og inspirere inden for dem, siger Kristian Vejborg i meddelelsen.

I pressemeddelelsen fremhæver han, at han kommer med "nye til- og tankegange samt faglige discipliner."

- Hvis vi tager det sidste først, så omfatter de bl.a. erfaring med machine learning, AI og advanced analytics og naturligvis en god portion erfaring med at udvikle stærke produkter og brands. Jeg synes, at vi i branchen har tendens til at glemme, at det er helheden, som skaber de bedste resultater, siger Kristian Vejborg.

Skiftet til MediaCom kaldes en tilbagekomst i meddelelsen, da Kristian Vejborg i næsten 11 år havde sin daglige gang i huset.

Sammen med MediaCom var han med til at stifte og drive Business Science, som Nordic Managing Director.  I 2016-2017 var han først hos IKEA, som Global Consumer & Customer Engagement Manager, og siden hos Business Analytics-virksomheden Kapacity.

– Jeg ønsker at afprøve nye processer. Med MediaComs dygtige specialister og konsulenter er det oplagt at arbejde mere med forandringskontrakter og innovationskontrakter sammen med kunderne og brede dialogen ud til også at omfatte f.eks. salgschefen og CFO’en. Internt er mit mål er at bringe flere kompetencer i spil – også på et tidligere stadie i processen, siger han.

Morten Kristensen, CEO i MediaCom, mener at "det er i forståelsen og den dybe indsigt i mennesker, at magien opstår."

- Teknologi og data har aldrig i sig selv gjort noget ekstraordinært for forbrugerne. Kristian er en person, som formår at løfte os over teknik og data og omsætte det til værdi for slutbrugeren, siger han i pressemeddelelsen. 

Kristian Vejborg tiltræder posten i MediaCom den 1. april.

Titlen som Chief Client Officer har – grundet organisationsændringer – ikke været i brug i godt et års tid, oplyses det.