I slutningen af 2017 slog Danmarks største mediebureaugruppe, GroupM, MEC og Maxus sammen i det nye bureau Wavemaker. 

Målet var – blandt andet ud fra GroupM’s Open Agency-model – at skabe en ny mediebureautype tilpasset nutidens og fremtidens krav, hvor der skulle fokuseres ligeligt på tech, content og medier.

Nu er det første årsregnskab for fusionsbureauet landet, og det tyder på, at satsningen har givet pote. Det bliver eksempelvis til et resultat før skat på knap ni millioner kroner.  I 2017 lød det tilsvarende tal på plus 1,1 millioner kroner.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGTE NYHEDER. KLIK HER.

- Fusionsåret kulminerede med vores bedste år siden finanskrisen, siger Kristian Bæk-Mikkelsen, CEO for Wavemaker Danmark.

Så I er lykkes med at skabe ”fremtidens mediebureau”?

- Vi erkender at fremtidens bureau er jo konstant foranderlig, men vi er godt på vej. Jeg vil mene, at vi har skabt en beta-version af fremtidens mediebureau, som løbende skal fintunes og opdateres, siger Kristian Bæk-Mikkelsen.

- Det allermest glædelige ved resultatet er, at det er opnået samtidig med, at vi har forbedret vores anseelse (eller NPS) hos både kunderne og medarbejderne, og at vi i MyImage analysen fra Januar 2019 blev kåret som de bedste til at forstå kundernes forretning, at skabe resultater, data, digital og samarbejde, fortsætter han.

Oprydning og stordriftsfordele

Han kan også kan fortælle, at Wavemaker ”har redesignet organisationen” i kølvandet på fusionen af de to mediebureauer. 

I 2018 medførte det, at det gennemsnitlige antal fuldtidsansatte medarbejdere faldt fra 89 til 83.

- Vi har ryddet op, og det er sket ud fra, hvad der er behov for i morgen og i dag og ikke i går. Derfor har vi haft den luksus at kunne sammensætte vores kundeteams med de bedste fra de to bureauer, siger Wavemakers danske CEO. 

Det forbedrede bundlinjeresultat hænger også sammen med de stordriftsfordele, fusionen af MEC og Maxus har banet vej for.

- To mellemstore bureauer kan drives mere effektivt som ét stort. Der er ganske enkelt mindre spild og mere optimering, siger Kristian Bæk-Mikkelsen,

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Det bliver endnu bedre i 2019

Han forventer et mindst lige så godt resultat for Wavemaker i 2019, da året er ”begyndt stærkt”. Det er ikke mindst efterspørgslen på mediebureauets rådgivning og konsulentydelser, der vokser og skaber grobund for yderligere optimisme.

Hvilke områder gælder det?

- Det er især inden for forretningskritiske analyser, Experience Design, tech og transformation og content- event- og influencer-marketing, siger Kristian Bæk-Mikkelsen.

Hvad med traditionelle medieindrykninger?

- Den del, jeg kalder det grundforretningen, kører også rigtigt godt, siger Kristian Bæk-Mikkelsen, der hører til dem, der mener, at det fortsat bliver en stor del af mediebureauernes kerneforretning fremadrettet, slutter Wavemakers danske CEO.

Hovedtal: Wavemaker A/S

(mio. kr.)                             2018              2017

Omsætning                         628,9             632,7

Bruttofortjeneste               50,8               47,7

Resultat før skat                  9                    1,1

Årets resultat                       7                    0,8

Egenkapital                        40,3               33,3

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.