Den nordiske bureaugruppe The North Alliance (NoA) optager nu endnu et dansk bureau i familien, der herhjemme omfatter & Co., Bold Scandinavia, Clay og Hello Great Works.

Det drejer sig om EDEN, der i en pressemeddelelse beskrives som ”et nyt bureau og konsulenthus indenfor MarTech og performance marketing”.

I spidsen for EDEN, der er flyttet ind hos NoA på Adelgade 12 i København, står den digitale profil Benjamin Borch, der senest har været Chief Media Officer hos Wunderman Nordic.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Han kan fortælle, at lanceringen af det nye bureau har været en rum tid undervejs.

- Vi har i lang tid forberedt lanceringen, og vi har været i dialog med flere forskellige potentielle partnere. Valget er faldet på NoA, fordi vi er imponerede over den faglighed og kvalitet, de forskellige enheder i NoA repræsenterer, siger Benjamin Borch.

Øget kompleksitet kræver fornyelse

Mikael Jørgensen, CEO i & Co. og ansvarlig for NoA i Danmark, forklarer, at det nye bureau sættes i søen ud fra et ønske om, at NoA får adgang til alle de nødvendige kompetencer, der skal til i en tid, hvor den teknologiske udvikling sender chokbølger gennem marketingverdenen.

- Vi vil skabe en tydeligere sammenhæng mellem virksomhedernes positionering og deres performance marketing-aktiviteter. Synergierne går ofte tabt på grund af kompleksitet. Dét problem vil vi løse med EDEN, siger han.

Benjamin Borch mener, at ”der har været for ensidigt fokus på teknologierne i en årrække. Mange virksomheder har indkøbt stærke platforme, uden at de har menneskene, altså kapabiliteterne, til at udnytte dem”. Det kræver, at brands fornyer deres marketingdrift, vurderer han.

- Vi arbejder med tre fagområder. Vi laver små transformationer af kundernes marketingorganisation. Vi rådgiver om deres teknologivalg og dataintegration. Og vi varetager deres digitale medieindkøb, baseret på kundedata, forklarer Benjamin Borch.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Kemi, kultur og faglighed

NoA-ledelsen har inden etableringen af EDEN gjort sig grundige overvejelser om, hvordan den nye virksomhed skulle tackles. Og det har været vigtigt at ”indtænke NoA-tilgangen, så værdifulde synergier kan opstå på tværs af NoAs serviceudbud”.

- Vi arbejder i NoA meget fokuseret med vores kunders kundeorientering indenfor mange fagområder og altid med et kreativt udgangspunkt, siger Mikael Jørgensen.

- Vi har en klar ambition om, at vores selskaber – inden for de forskellige fagområder - skal være blandt de absolut bedste. Det gælder også inden for MarTech og performance marketing. For at disse ambitioner skal kunne indfries, handler det mest af alt om at få de rigtige mennesker ombord, fortsætter han.

Dem mener Mikael Jørgensen at have fundet i de tre personer, der udgør ledelsen i EDEN og som alle bliver partnere i NoA. 

Det drejer sig foruden Benjamin Borch om Jesper Wolff Olsen, der kommer fra en stilling som Nordic Business Design Lead og Managing Consultant i PA Consulting, og Andreas Borch, der kommer fra globale ledelsesstillinger hos Carlsberg Group og Red Bull.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.