I begyndelsen af året sagde Susanne Lund farvel til posten som adm. direktør i et af landets største reklamebureauer, Konstellation & Republica, for at blive Managing Director for det i en dansk sammenhæng nye innovations- og designbureau EGGS Design.

Det er en del af norske EGGS Design Group, der på seks år er vokset til 100 medarbejdere på kontorer i Oslo, Trondhjem, Stavanger São Paulo og København. Og den danske del af bureauet er kommet godt fra start.

– Vi har været meget privilegerede at lande seks ambitiøse kunder, lyder det fra Susanne Lund i en pressemeddelelse.

- Fælles for dem er ønsket om at gennemføre en brugercentreret innovationsproces. Vi har haft fornøjelsen af at foretage deep dives inden for så forskellige sektorer som undervisning, arbejdsmarked, bank, mobilitet og medicinal, fortsætter hun.

De seks kunder er:

  • INSEAD
  • Nordjyllands Trafikselskab
  • Novoresume
  • Sparekassen Sjælland-Fyn 
  • Dansk Design Center / Design2Innovate:
  • Medicinal-kunde (Navnet må endnu ikke offentliggøres)

Kreative direktører har hjulpet til

Medvirkende til fremgangen har været de to kreative direktører, Susanne Lund hyrede til bureauet, som i Norge i flere år i træk har været det mest prisvindende designbureau.

Det drejer sig om Katja Egmose, der kommer fra designbureauet Resort, hvor hun var kreativ direktør.

Hun har mange års erfaring som service- og interaktionsdesigner i ind- og udland og har tidligere arbejdet for Kontrapunkt og Fjord i London.

Katja Egmose er uddannet interaktionsdesigner fra Institut for interaktive medier og Industrielt design på Designskolen Kolding.

Den anden er Nikolaj Bebe, der kommer fra Innovationshuset, Københavns Kommune, hvor han har været ansvarlig for design og kompetenceudvikling.

Han har tidligere arbejdet i Syddansk Sundhedsinnovation, i arkitekt- og designbranchen samt forsket i kreativitet.

Nikolaj Bebe er uddannet i kommunikationsdesign samt psykologi fra Aarhus Universitet.