Topchefen for NORD DDB’s danske kontor gennem tre år, Thomas Erichsen, er fløjet på nye eventyr med familien på den anden side af kloden, og nu er bureaugruppen klar med hans afløser.

Det bliver Bettina Sherain, som bl.a. har en fortid som nordisk CEO hos det tidligere DigitasLBI – og dermed en lidt anderledes profil, end man umiddelbart ville forvente.

- For at levere på vores strategi og overbevisning - og på de bevægelser vi ser i markedet - er vi fokuserede på at udvikle bureauets strategiske kompetencer. Ét fokus er naturligvis videreudviklingen af digital og kundeoplevelsesstrategi som en integreret del af vores tilgang, siger NORD DDB’s øverste chef, Niclas Melin i en pressemeddelelse. 

Han peger på, at netop det gør, at man som bureau må rekruttere andre steder fra end reklamebranchen. 

- Det har vi gjort i Norge med Eddie D'Sa – tidligere CEO for Naked Communications - og i Danmark byder vi nu velkommen til Bettina Sherain – tidligere Nordisk CEO for Digitas LBI, siger Niclas Melin.

Digital kompetenceudvikling

Bettina Sherain bliver en del af NORD DDB’s nordiske ledelse og overtager også ansvaret for NORD DDB i Danmark.

- På et nordisk plan skal Bettina Sherain stå i spidsen for at udvikle vores nordiske servicetilbud med særlig fokus på customer experienceog digital kompetenceudvikling – ikke som et add on,men som en integreret del af vores strategiske og kreative tilgang, siger Niclas Melin videre.

Og Bettina Sherain ser frem til udfordringerne.

- DDB’s stærke fundament og historik er netop at have særlig fokus på kreativitet som driver af forretningsvækst, siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Synergierne imellem hvad NORD DDB mestrer, og hvad jeg bringer til bordet, peger på en spændende fremtid. Jeg glæder mig til at udvikle bureauet sammen med et stærkt team både i Danmark og på tværs af Norden.