Sidste år vandt kampagnen Palau Pledge, skabt af Havas’ Sydney-kontor, tre Grand Prix ved Cannes Lions og en af de sjældne Black Pencils ved D&AD

Kampagnen handlede om at redde en lille Stillehavs-ø-republik, Palau, fra turisternes klima-belastende ”fodspor” - men hvorfor al den do good-kommunikation i dag?

VP Havas Group,  Jacques Séguéla, Executive Creative Director for Havas Europa, Eric Schoeffler, og bureau-gruppens danske kreative direktør, Mikkel Brekling Wargo, har en holdning til dét.

- Med den teknologiske udvikling og nettet kan forbrugerne stort set bestemme, om et brand skal leve eller dø. Derfor kommunikerer så mange et purpose: De har forstået, at forbrugerne søger efter mening og ikke bare køb-køb-køb, siger Jacques Séguéla og tilføjer:

- Desuden har mange store virksomheder som fx Unilever og Procter & Gamble - i modsætning til politikerne - fattet, hvor kloden er på vej hen. De ønsker en bedre verden, og de ved, at de har magten til at påvirke en udvikling.

Ikke bare løve-jagt

Jacques Séguéla mener også, at de kreative skubber i purpose-retningen:

- De drømmer om løver, fordi de bedømmes på den slags, og de ved, det er nemmere at vinde priser med et purpose.

LÆS OGSÅ: REKLAME-LEGENDE: DATA UDEN IDE ER SOM ET GEVÆR MED LØST KRUDT.

Eric Schoeffler mener dog ikke, de kreative ”bare” jagter løver:

- Som kreative er vi jo også mennesker. Vi ser også en mening med tingene. Og det handler ikke bare om at tjene et produkt, men også et ”higher purpose”, siger han og tilføjer:

- Jeg ved godt, at Jacques kalder det en genvej til løver, men det handler mere om, at vi også gerne vil arbejde med noget, der giver mening.

Indsigt og idé skal differentiere

Mikkel Brekling Wargo supplerer:

- Selvfølgelig jagter vi mening og purpose for at bidrage til, at den kommercielle verden, vi færdes i, skubbes i en bedre retning. Og jo, purpose har været hot et stykke tid, som Jacques siger.

- Men forhåbentlig bevæger vi os henimod, at det i stigende grad bliver permission to play, at man som virksomhed ikke ødelægger verden for at sælge et produkt. Og helt basalt gælder det jo, hvad enten vi taler om purpose eller ej, at indsigt og idé er det, der differentierer brands kommunikativt.

Markedsføring mødte Jacques Séguéla, Eric Schoeffler og Mikkel Brekling Wargo, da trioen - og en række andre kreative kollegaer - var samlet til Havas’ Creative Council i København. Rådet samler udvalgte ECD’er fra Havas-netværket 2-3 gange om året for at udveksle erfaringer og best practise. Målet er at styrke og understøtte kreativiteten på tværs af koncernen.