– En, to, tre bronzeløver, talte denne signatur muntert, da vinderne i endnu tre kategorier, Mobile, Media og Outdoor, i går blev offentliggjort ved VM i reklame i Cannes.
Det var imidlertid lige en tand for optimistisk, for der var – viste det sig ved nærmere eftersyn – tale om én bronzeløve – en såkaldt kampagne-bronzeløve.
Men det rokker ikke ved glæden hos Thomas Hoffman, kreativ direktør hos &Co, som vandt kampagne-løven for tre outdoor-eksekveringer af Made from Cool-kampagnen for Jack & Jones med skuespilleren Christopher Walken i front. Det drejer sig om henholdsvis Sewing it up, Knit with Wit og On the Button.
En kampagne, som i øvrigt hidtil har vundet bunker af priser, såvel i Danmark som uden for landets grænser.
– Vi er superstolte og glade. Outdoor havde vi ikke turde håbe på, selv om vi synes, det er rigtig godt print, POS og outdoor. Hidtil har alt fokus jo været på filmene, så bronze i outdoor er intet mindre end fantastisk, siger Thomas Hoffmann.
I Mobile havde danske bureauer tre finalepladser og i Media én, men de blev desværre ikke vekslet til løver, men til gengæld blev den kreative verden udstyret med tre nye Grand Prix-vindere.
Coke, Nivea – og en bank
Aftenens Grand Prix’er i de tre kategorier gik til henholdsvis Coca-Cola og McCann/Havas i Lima, ANZ Bank og Whybin/TBWA i Melbourne – og Nivea og FCB i Sao Paulo.
I Media-kategorien, hvor danske Mads Bredal, President, Nordic Media Agencies for Dentsu Aegis, sad med juryen, strøg en kampagne fra Coca-Cola til tops.
Kampagnen Happy ID skyldes de to peruvianske bureauer McCann Lima og Havas Lima, og den skriver sig smukt ind i læskedrik-gigantens globale Happiness-univers.
Udgangspunktet er, at den peruvianske befolkning på trods af landets voksende økonomi, rige kultur og smukke natur ikke rangerer særlig højt på listen over ”lykkelige nationer”. Det ville Coca-Cola gerne gøre noget ved, og det gjorde man altså så eftertryggeligt, at Media-juryen i Cannes i går valgte at tildele kampagnen en Grand Prix.
Og som juryformanden i Media, Matt Seiler, Global CEO i IPG Mediabrands, sagde: ”Når alt i øvrigt er på plads, mediahåndteringen, eksekveringen og håndværket, stod idéen om at bruge en regering som medie tilbage som det unikke.”
Se Media Grand Prix-casen her.
I Mobile-kategorien, hvor der også var en dansker i juryen – her i skikkelse af Martin Chapman, der er Head of Design & UX hos Magnetix – var det en kampagne fra Nivea, der løb med den fineste pris.
Juryformand Jaime Robinson, der er VP og Executive Creative Director hos det nord/sydamerikanske bureau Pereira & O’Dell, kaldte kvaliteten i Mobile-kategorien overvældende i år, og mente i øvrigt aldrig, hun havde deltaget i en så ”fysisk” jury.
– Alle de forskellige Mobile-arbejder skulle jo prøves, så vi hoppede, løb, spillede tennis, dansede og tyggede tyggegummi i løbet af bedømmelsesperioden. Nivea-casen endte med at vinde fordi den var rigtig på alle måder: rette medie, rette publikum, rette situation osv, og så kunne vi godt lide den originale måde at blande print og mobil, sagde Jaime Robinson.
Kampagnen, Nivea Sun Kids, er i al sin gribende enkelthed en printannonce, der ved at tale med mobilen gør det muligt for forældre at holde styr på deres børn på stranden, og Martin Chapman er enig i, at kampagnen er en Grand Prix værdig. Men han havde også et par andre personlige favoritter:
– Især to arbejder gjorde indtryk på mig: en fransk kampagne ”A Trip To the Sea” for redningsveste, hvor man skal ”swipe” på mobilskærmen for ikke at ”drukne”. Det er et meget emotionelt stykke arbejde, og det er vist første gang jeg har prøvet fornemmelsen af at ”swipe for livet”, siger han og tilføjer at også en amerikansk app ”Alvio”, som skal hjælpe astma-ramte børn i hjerteskærende grad rørte ved følelserne.
Se Mobile Grand Prix-casen her.
Tirsdag aftens sidste Grand Prix blev uddelt i Outdoor-kategorien, og den gik til en australsk kampagne ”ANZ gAyTMs” for ANZ Bank. Kampagnen er skabt af reklamebureauet Whybin/TBWA i Melbourne, og ifølge den colombianske Outdoor-juryformand José Sokoloff, der er President, Lowe Global Creative Council og Co Chairman og CCO i Lowe SSP3, valgte den sig selv.
– Det er det Grand Prix’er kan: vælge sig selv. Denne Grand Prix er vigtig, den er modig og den er ren outdoor. Et af vores jurymedlemmer var faktisk selv involveret i en kampagne, der også var i spil til en Grand Prix, men selv han endte med at foretrække denne, sagde juryformanden, da vinderne blev offentliggjort.
Årets høst af outdoor bød i øvrigt, lød det fra jurypodiet, ikke på mange ”flade billboards”.
– Outdoor-kategorien er en gammel kategori, men i år er den fuldstændig genopfundet, lød det fra australske Darren Spiller, Executive Creative Director hos DDB i Melbourne, i juryen.
Se Outdoor Grand Prix-casen her.