Tillykke med de 50 år Bjarne Spellerberg, næstformand i Dansk Markedsføring.

Jeg har i flere år læst med stor interesse om, at når man runder de 50 år, så er man bagud på arbejdsmarkedet. Line Baun og andre stærke talspersoner har gjort det til mærkesager med denne +50-problemstilling.

Jeg skal da også være den første til at indrømme, at tingene ofte kræver ‘et ungt’ mindset. Eller … udefra kan det ofte se sådan ud. Vi skal være ultra kreative, levere med det samme og med en iver efter at lykkedes.

Og jeg er også helt med på, at det ofte er sådanne cases, vi ser og læser om i vores medlemsblad. Sjældent dem med gråt hår fylder magasinet ud. 

I dag er jeg direktør i en digital virksomhed ud mod skolevæsenet, hvor det igen er det unge mindset, der er nødvendigt uanset egen alder.

" Men jeg vil gerne slå et slag for alle over 50 år. Det er ikke et T-kryds.

Bjarne Spellerberg, der er min gode kollega i bestyrelsen, runder nu det, vi kalder for “det skarpe hjørne”. Og han er på alle måder eksemplet på, at 50 år ikke er nogen hindring for at arbejde med de største brands med de mest ungdommelige og moderne budskaber eller at være til stede for det krævende kundemarkedet, som vi alle oplever i dag. 

Erfaring og forståelse i vores branche er noget af det allerstærkeste, når vi skal rådgive kunder, finde på nye retninger og ideer til virksomhederne, organisationerne osv. Men! Det skal krydres med et ungdommeligt mindset, hvilket vi er kendt for i vores branche.

Jeg kan godt lide metaforen med vandpytten. Børn springer i den, voksne går uden om den, og de ældre forbander den langt væk. Vi skal hoppe i vandpytten Bjarne! Tillykke.