Kursskæring, ÅOP, hovedstol og overkurs. For nogle er det ganske almindelige bank-udtryk - for andre fuldstændig sort snak. Faktisk viser en undersøgelse fra Voxmeter, at halvdelen af danskerne ikke forstår banksprog.

Men banksnak må ikke være sort, lyder det nu fra BankNordik, som derfor i samarbejde med Magnetix er gået i luften med en imagekampagne, der skal rydde ud i de uforståelige fraser.

Målet er intet mindre end at blive ”Danmarks første volapykfrie bank”, for det er bankens ansvar at kunderne forstår deres bankrådgivere, så de ikke er mere rundforvirrede, når de går hjem, end da de kom.

- Det er jo en stor beslutning at købe hus eller bil, så det er vigtigt at have tryghed i de valg, man tager, siger Turið Finnbogadóttir Arge, der er forretningsdirektør hos BankNordik.

Volapyk-kursus …

Gennem det seneste år har banken arbejdet på at gøre sin kommunikation mere forståelig for den almene forbruger, og man er startet internt.

Fx har alle medarbejdere været på volapykkursus for at lære, at der er mange måder at sige tingene på, ligesom BankNordik er i gang med at gennemgå og omformulere kundebreve og gøre hjemmesiden mere forståelig.

- Vi mener faktisk helt alvorligt, at det er vores opgave som bank at sikre, at vores kunder forstår deres økonomi. Derfor investerer vi i at blive en volapykfri bank, siger Turið Finnbogadóttir Arge.

I denne uge er banken endda gået i luften med en volapyk-knap, så kunderne rent faktisk kan gå ind og anmelde uforståeligt sprog, hvis de falder over det på hjemmesiden.

Må gerne smitte af

- Vi er klar over, at det er en længere proces, siger Turið Finnbogadóttir Arge, der også erkender, at der i bankverdenen findes en række fagudtryk, som man ikke kan fjerne eller lave om på af juridiske årsager.

- Men det er vores opgave at oversætte og forklare disse termer over for kunden, siger hun.

Turið Finnbogadóttir Arge siger, at hun håber, at BankNordiks tilltag om at luge ud i volapykken vil smitte af på andre banker og måske endda til andre brancher.

- Vi bliver ikke volapyk-frie over natten, men vi vil blive ved med at arbejde mod en mere forståelig rådgivning, siger hun og tilføjer:

-  Og så håber vi selvfølgelig, at det fælles sprog kan overføres til andre banker og andre brancher, så vi på et tidspunkt kan arbejde mod et volapykfrit samfund.

Handler også om selverkendelse

Det er et relativt usædvanligt marketinggreb for en bank?

- Ja, normalt ville man nok have en mere traditionel tone som bank, men vi synes, vi har været klar til at kigge indad og se, hvor vi kan gøre det bedre, siger Turið Finnbogadóttir Arge og tilføjer:

- Der er jo en stor portion selverkendelse blandet ind i den her kampagne, og vi tror, at budskabet kommer bedst igennem ved at give den ærlighed, kant og en god portion humor.

Udover en række interne tiltag byder kampagnen også på bl.a. outdoor og online-aktiviteter.

Bureauet bag er Magnetix, Octopuss står bag kampagnefilmen om Lars, der lider af volapyk og derfor bliver sendt på "Kny & Lyt"-kursus af sine chefer. Ganske som BankNordics kunder har været på kursus.

Klaus Spendser har instrueret filmen om Lars, Welcome Post Production har postet - se med her.