Forstyrrende og afhængighedsskabende teknologi er i dag en integreret del af vores liv.

Derfor har den norske teknologi-startup Remarkable udviklet en tablet, der udover at være en slags stykke digitalt papir også er lukket land for notifikationer. 

- Distraherende teknologi i form af fx notifikationer er et globalt fænomen, der skal tages alvorligt, hvis ikke vores evne til at tænke klart skal tage yderligere skade i en verden fyldt med støj, lyder det fra Magnus Wanberg, CEO for Remarkable, i en pressemeddelelse.

- Missionen for Remarkable er at skabe teknologi, der ikke er afhængighedsskabende og distraherende, men som hjælper os med at fordybe os og fokusere. En mere menneskelig retning for teknologi, fortsætter han.

&Co. bag ny global kampagne

Nu er selskabet i luften med den globale kampagne "Get Your Brain Back", som det danske reklamebureau &Co. står bag.

Omdrejningspunktet er en animationsfilm, produceret i Sydney og London af animationsstudierne Mighty Nice og Nexus Studio med musik af den danske komponist Adrian Aurelius.

Filmen skal udfordre måden, hvorpå hovedparten af moderne teknologi og digitale platforme har gjort os afhængige og forhindrer os i at fordybe os og fokusere.

- Alle der har arbejdet på projektet har oplevet det på egen krop; i mødelokaler, når man skal fordybe sig i en opgave på arbejdet og når vi skal læse godnathistorier for vores børn, forstyrres vi af notifikationer. Vi har alle forsøgt at ændre adfærd og i processen opdaget, hvor svært det kan være, siger Robert Cerkez, kreativ direktør på &Co.

- Vi kunne straks mærke reMarkables energi og passion og vores opgave var at overføre alle de følelser til kampagnen, fortsætter han.

SoMe-dreven kampagne

Kampagnen skal ses som en knytnæve i maven på alle digitale forstyrrelser, lyder det fra Emil Towity, der er social planner hos &Co.

- Målet med kampagnen er at bringe teknologi-afhængighed på den globale agenda og starte samtaler på de sociale medier og i pressen, siger Emil Towity, siger han.

- Forud for kampagnen er der lavet et solidt stykke analysearbejde af det US-baserede PR-bureau, Lewis, som har mundet ud i en survey fyldt med indsigter, der tydeliggør, at teknologi-afhængigheden bor i os alle, fortsætter han.

- Udover PR har vi på de sociale medier indgået partnerskaber med VT (Jungle Creations) og I F… Love Science for virkelig at kickstarte en samtale i målgruppen, slutter Emil Towity.

Du kan se se eksempler på indsigter fra kampagnen herunder og derefter den omtalte film:

  • Mere end halvdelen af os (53%) har slettet en app fordi den stjal deres tid. Næsten 4 ud af 10 indrømmer at have geninstalleret den inden for de første 2 uger.
  • 57% af de adspurgte siger, at de ønsker at reducere antallet af notifikationer, som de modtager i løbet af en arbejdsdag.
  • Mere end 40% af de adspurgte oplever stress og angst, når de oplever, at de ikke kan færdiggøre en opgave pga. notifikationer.
  • Blandt professionelle siger mere end halvdelen, at sociale medier har mudret grænserne mellem deres arbejds- og privatliv.