Forsikringsselskabet Codan er i luften med en ny kampagne, der viser, hvor dårlige bilister danskerne egentligt er.

I denne indgår bl.a. et filmet eksperiment, hvor man over to dage følger 15 bilister, som har det til fælles, at de har masser af erfaring bag rattet og selvtillid.

Men selvopfattelsen sættes på prøve, da testpersonerne én efter én udsættes for en køreprøve med både en teoretisk og en praktisk del, som alle 15 dumper.

- Det ville være oplagt at lave en kampagne for bilforsikring, der har ”uheld” eller ”dårlige bilister” som omdrejningspunkt, forklarer Ole B. Hoffmann, Art Director hos & Co., der er reklamebureauet bag kampagnen, i en pressemeddelelse.

- Vi valgte i stedet at vende det hele på hovedet og stille skarpt på den del af befolkningen, som er bedst kørende – hvis de altså selv skal sige det.

- Tesen var, at selv de bedste af os måske ikke er helt så gode til at køre bil, som vi går og tror. Og for at prøve tesen af i virkeligheden udvalgte vi 15 bilister med stor erfaring (og stor selvtillid) og udsatte dem for den ultimative test: En god gammeldags køreprøve, fortsætter Ole B. Hoffmann.

Opskrift: Eksperiment og undersøgelse

Codan har i forbindelse med kampagnen fået foretaget en undersøgelse blandt 1.250 danske bilister, hvilket bliver en del af PR-indsatsen rundt om kampagnen.

Heraf fremgår det bl.a., at 81 pct. af danskerne mener, at de vil kunne bestå en køreprøve uden forberedelse. Alligevel kan kun ganske få af dem svare rigtigt på fem udvalgte spørgsmål om trafikregler.

- Jo mere vi prøvede vores tese af om, at vi som bilister bliver lidt for selvsikre omkring vores egne køreevner med alderen, jo mere blev vi bekræftet i, at der er noget om snakken, siger Mette Heering Pontoppidan, Marketing & Communications Director hos Codan.

- Og dette har skabt platformen for alt indhold i kampagnen, som tager udgangspunkt i at fange målgruppen i øjenhøjde og med et glimt i øjet skubbe lidt til selvopfattelsen, fortsætter han.

Codans kampagne, og informationsindsats, bliver synlig på digitale medier og i egne kanaler, hvor danskerne blandt andet får mulighed for at teste, om de vil kunne bestå en teoretisk køreprøve (her).

Codans nye kampagne er – foruden & Co. – udarbejdet i samarbejde med Entrance Film, Hello Great Works, RelationsPeople og Densou.

Se den omtalte film her efterfulgt af credits:

Credits

& Co.

  • Kreativ: Ole Hoffmann, Kristoffer Winther Sørensen, Stefan Sahl og Mathias Trads
  • Creative Director: Thomas Hoffmann
  • Account Manager: Louise Rasmussen
  • Account Director: Thomas Christenson
  • Social Media Planner: Rasmus Philip
  • In-house Producer: Filippa Borg von Bülow

Entrance film 

  • Instruktør: Mathias Hovgaard
  • Producer: Rasmus Ejlers
  • Post Producer: Mille Milt
  • DOP: Rasmus Heise
  • Klipper: Anders Jon

Musik: Upright Music