Når Super Bowl LIII sparkes i gang den 3. februar på Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, vil millioner af amerikanere traditionen tro sidde klistret til diverse skærme for at følge med.

Ikke blot i kampen, men også i Super Bowl-reklamerne, der får masser af opmærksomhed op til og under begivenheden på bl.a. TV, i sociale medier og i aviser.

I år får et ungt dansk bureau, Mano, så opfyldt en af sine store reklamedrømme, da det er involveret i Procter & Gamble-brandet Olay's første Super Bowl-reklame nogensinde.

Der er tale om et 30-sekunders spot, der ifølge Adweek i år lander på en pris på godt 33 mio. kr.

Selve spottet, der kommer til at skille sig ud ved at være målrettet kvinder, er produceret af det kreative bureau Saatchi & Saatchi NY.

Danskere orkestrerer kampagnen

Mano – der opstod for godt halvandet år siden, da Jakob Stigler sammen med Thor Otar forlod mediegiganten AOL/Oath – bistår med indsigtsunderstøttelse og orkestrering af Super Bowl-kampagnen.

- Vi har været en del af Olay's brand-transformation de sidste 12 mdr., hvor projekter som Face Anything-kampagnen har givet Olay en helt ny stemme overfor den yngre målgruppe, siger Jakob Stigler, medstifter af Mano.

- Så det er enormt spændende nu at deltage i planlægningen af kronen på værket. Det giver os selv sagt kæmpemæssig indsigt i, hvad det kræver at indgå i Super Bowl-kampagner, fortsætter han.

Mano, der nu har kunder på tre kontinenter, heriblandt IKEA, Pampers, SK-II, Olay og Uber samt bureau-samarbejder med Forsman & Bodenfors, Marcel, Saatchi & Saatchi og Badger og Winters, rummer i dag 13 medarbejdere, er naturligvis stolte over at være involveret i Olay's Super Bowl projekt.

Mano: Lidt af en milepæl

Jakob Stigler fortæller, at der er ”enormt meget på spil” i Super Bowl-projektet, der ikke blot omfatter massive medieinvesteringer, men også masser af stakeholders og eksperter, der skal blive enige.

- Derfor er der stort behov for en partner der kan være med til at risiko-styre og maximere potentialet i projektet. Vores rolle består i at hjælpe Olay med at vende alle sten før strategiske beslutninger tages og samtidig sikre at overblikket fastholdes på tværs af bureauer i takt med at intensiteten stiger, siger Jakob Stigler.

Medstifter af Mano, Thor Otar, tilføjer, at Olay er i en proces henimod at fortælle en helt ny historie om sig selv:

- En kæmpe transformation fra irrelevant mor-creme for 12 måneder siden, til at få reel taletid overfor en ny ung målgruppe gennem Face Anything-kampagnen, til nu at stå på tærsklen til et gennembrud på verdens største scene for reklamer. 

- Den udvikling vi har været igennem med Olay handler selvfølgelig om at kommunikere på en ny måde, men især om at adoptere en ny praksis for, hvordan man går fra ide til eksekvering. Det har været lærerigt for begge parter og har gjort det muligt for os at raffinere vores lancerings-protokoller og strategiske kompetencer yderligere i forhold til at arbejde med internationale annoncører og bureauer på højeste niveau, slutter Thor Otar.