Opdateret med views efter 24 timer: Det er ikke noget, vi gør så meget i herhjemme, men i England er jule-reklamefilm nogenlunde lige så stort som Super Bowl-reklamefilm i USA.

Og nu er den julefilm, alle har ventet på, i luften. Det er selvfølgelig det britiske stormagasin John Lewis, der igen slår til - og denne gang er selveste Sir Elton John frontfigur.

High end-kæden John Lewis har i mange år siddet på tronen som leverandør af både effektive og Kleenex-krævende julefilm.

Kædens julereklamer har især i de senere år markeret sig med vinder-cases ved de store kreative awardshows, og de fleste med bare en smule berøring med reklamebranchen vil nikke genkendende til film som The Bear and the Hare, Monty's Christmas og Man on the Moon.

Og filmene er ikke kun berømte og elskede for de søde børn, bløde monstre og tegnede figurer, de ofte rummer.

LÆS OGSÅ: VINDER PINGVINEN I ÅR?

I 2016 vandt de seneste fire års John Lewis-film - de tre ovennævnte plus The Journey fra 2012 – også Grand Prix ved IPA Effectiveness Award for bl.a. at have øget kædens salg med 37 procent og genereret en ROMI på over otte pund for hver pund, der er investeret i reklamerne.

Bag filmen står igen London-bureauet Adam&EveDDB, som i øvrigt teasede for filmen fornylig ved at fjerne John Lewis' "efternavn" på den store flagship-store på Oxford Street i London.

Og værsgo: Sir Elton John og filmen The Boy and The Piano - efterfulgt af "The Making of..."

Opdatering: Filmen har ifølge britiske Campaign fået over 11 mio. views inden for de første 24 timer. Det er en lille stigning sammenlignet med sidste års John Lewis-film om Mozzy The Monster, der kunne prale af 10,6 mio. views i det første døgn.