Konkurrencerådet har afgjort, at Falck Danmark A/S misbrugte sin dominerende stilling på markedet til at tvinge konkurrenten BIOS Ambulance Service Danmark A/S ud af landet.

- Falcks strategi over for BIOS bestod blandt andet af – i det skjulte - at formidle negative historier om BIOS til presse og medarbejdere samt målrettet at påvirke de ambulancereddere, der overvejede job hos BIOS, lyder det fra Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, i en pressemeddelelse.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

- Strategien skulle forhindre, at redderne søgte til BIOS. Samlet set gjorde Falcks adfærd det svært for BIOS at rekruttere reddere, fortsætter han.

Konkurrencerådet påbyder blandt andet Falck at ”ophøre med den ulovlige adfærd”.

Samtidig har rådet besluttet at anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - også kaldet Bagmandspolitiet - ”med henblik på en strafferetlig forfølgelse”.

Det vil dog først ske, efter en ankesag er afgjort ved Konkurrenceankenævnet, da Falck ifølge Dagbladet Børsen anker og afviser at have overtrådt konkurrenceloven.

- Vi har ikke levet op til vores egne og omverdenens forventninger til Falck. Vi har sagt og skrevet ting, der er pinlige, men vi har ikke overtrådt konkurrenceloven, siger Jakob Riis, Falcks adm. direktør, til avisen.

BIOS skulle sværtes til

BIOS blev Falcks største konkurrent, da selskabet i august 2014 vandt et udbud om at varetage blandt andet ambulancekørsel i Region Syddanmark i en periode på ti år fra september 2015.

Efter udbuddet var afgjort, fastlagde Falck en strategi om at ekskludere BIOS fra det danske marked for ambulancetjenester.

Ifølge Dagbladet Børsen hyrede Falck tre forskellige kommunikationsbureauer eller konsulenter, der skulle plante negative historier og oplysninger om BIOS. Og det virkede tilsyneladende.

I juli 2016 kom BIOS under konkurs, og fra august hjemtog Region Syddanmark ambulancedriften gennem sit eget nystiftede selskab, Ambulance Syd. 

Den administrerende direktør i Bios-groep, Stef Hesselink, mener, at man nu "sort på hvidt" ved, at "Falck misbrugte sin position og forhindrede os i at levere en bedre og billigere service til borgerne i Region Syddanmark":

- Vi vil nu nærlæse afgørelsen, når den engang er tilgængelig i sin fulde længde, men jeg kan sige klart, at vi med dagens afgørelse selvfølgelig vil søge at blive kompenseret for det enorme tab, som Falcks helt uhørte adfærd har kostet vores virksomhed og den hollandske gruppe af aktionærer, siger han i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at han ikke håber, at Falck "får adgang til nye offentlige kontrakter, før Falck har rettet op på den kæmpe skade," som selskabet forvoldt i sagen.

Markedsføring har siden morgenstunden forsøgt at få en kommentar fra Falck.

Du kan selv dykke ned i afgørelsen her.