Den profilerede FCK-spiller Nicklas Bendtner, der igennem sin karriere har været centrum for en række skandalesager, er hovedperson i en ny TV-kampagne for Opel, som går i luften mandag.

Det oplyser Kunde & Co, der er bureauet bag kampagnen, i en pressemeddelelse. 

I kampagnen får Nicklas Bendtner ikke lov til at købe en Opel, da forhandleren ikke synes, at han er fornuftig nok. Opel slår sig nemlig op på, at producere ”tyske kvalitetsbiler til fornuftige priser.”

Det oplyses, at baggrunden for Bendtners optræden er, at ”fornuft er ikke særlig sexet. Især ikke, når det kommer til biler. Men ikke desto mindre passer ordet godt til Opel. Så hvordan gør man noget fornuftigt interessant?” 

Det var denne udfordring, som Kunde & Co blev stillet af Opel, og løsningen endte altså med en hovedperson med et af de mest ufornuftige ry, der prøver at spille sig fri af fortiden for at vise, at han er blevet fornuftig.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Nicklas Bendtner har været hovedperson i flere skandalesager. Blandt andet har han fået en dom for spritkørsel.  

I 2013 blev han således i Københavns Byret frakendt retten til at køre bil i Danmark i tre år. Samtidig blev han idømt en bøde på 842.000 kroner. 

Efter dommen sagde han blandt andet:

- Jeg er utrolig ked af min handling. Det er den værste dag i mit liv. Jeg er utrolig ked af det, og det kommer ikke til at ske igen.

På grund af sagerne vil de fleste, ifølge pressemeddelelsen, nok placere ham i kategorien ”ufornuftig”. 

Videre hedder det i meddelelsen, at ”selv om den 31-årige fodboldspiller egentlig har lagt størstedelen af uhensigtsmæssige vaner på hylden, er han i besiddelse af så meget selvironi, at han kunne se det sjove i kampagnen, hvor han bliver forfulgt af sin ufornuftige fortid.” 

- Nicklas har gennem hele forløbet udvist et imponerende engagement og professionalisme, selv om filmverdenen ikke er hans hjemmebane. Det er aldrig helt til at vide, hvad man får, når en urutineret person skal spille skuespil, men det har han klaret over al forventning. Nicklas’ fortid og image passer perfekt til konceptet, da han som repræsentant for det ufornuftige stræber efter det fornuftige, siger Jesper Kunde, der har været en stor del af projektet, i meddelelsen.  

Jesper Kunder afviser over for Markedsføring, at det kan blive et problem, at Nicklas Bendtner optræder i en reklame for et bilmærke.

Hvilke overvejelser ligger der bag at bruge en mand som Nicklas Bendtner, der blandt andet har en dom for spritkørsel?

- Vi reklamerer ikke for, at man skal være som Bendtner. Og vi reklamerer ikke for, at det er godt at lave de her skandaler. Bendtner er med på, at det han har gjort, ikke er i orden. Han ved godt, at det, han har lavet, er noget møg, siger Jesper Kunde. 

Det lugter lidt af, at det her i sig selv skal skabe opmærksomhed?

- Ja, det håber vi på. Vi prøver at skabe opmærksom om, at Opel er en fornuftig bil. Vi bruger Bendtner som en karakter, der er ufornuftig.

Tror du ikke, at det kan frastøde nogen fra at vælge Opel?

- Hvorfor skulle det gøre det? Han er ikke talsperson. Men reklamen gik næppe i Tyskland, hvor der ikke er samme form for ironi som i Danmark.

Spritkørsel er jo en alvorlig sag, der bringer menneskeliv i fare. Hvordan harmonerer det med en reklame for et bilmærke?

- Det har ikke noget med det her at gøre. Det ufornuftige betyder, at han ikke kan få lov til at købe en Opel. Det giver god mening, siger Jesper Kunde. 

Det oplyses, at der er produceret fire forskellige film, der er instrueret af Oscar-nominerede Martin Zandvliet. 

Bendtner spiller sammen med skuespiller Morten Schaffalitzky, som har rollen som den skeptiske forhandler, der ikke vil lade Bendtner købe en Opel. 

Kampagnen er baseret på et brandstudie, der er gennemført af Kunde & Co i 2018. Studiet viste, at danskerne opfatter Opel som et pålideligt og fornuftigt bilmærke, oplyses det. 

Artiklen er opdateret med kommentarer fra Jesper Kunde.

Se Bendtner-reklamen herunder...