Kræftens Bekæmpelse giver ordet til Danmarks voksne børn i en ny kampagne, hvor de kan designe deres egen Fars Dag-hilsen på det tilknyttede kampagnesite.

Den starter i dag den 16. maj og løber frem til den 5. juni.

De, der på sitet designer en Fars Dag-hilsen, deltager samtidig i en konkurrence om at få vist en hilsen på en reklameplads nær farens bopæl i dagene op til Fars Dag.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Grebet er valgt, fordi mænd er svære at få til at opsøge læge, selvom det ikke skorter på opfordringer dertil, lyder det i en pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Organisationen har kortlagt, at næsten ni ud af ti danske mænd vil føle sig godt tilpas med, at deres voksne børn opfordrer dem til at gå til lægen.

- Mænd lytter mere til deres børn end til Kræftens Bekæmpelse. Derfor har vi denne gang valgt en strategi, hvor vi træder et skridt tilbage og lader børnene komme med budskabet. Det er en ny måde at levere sundhedsbudskaber på, lyder det fra Helene Holm Burén, der er seniorprojektleder hos Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelelse.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Bureauet bag kampagnen er Robert Boisen & Like-minded, og herfra forklarer Kim Boisen, CEO og medstifter, at også gode resultater fra kampagnen ”Red din Fars Dag” fra sidste år, har inspireret til den nye indsats.

- Den resulterede i 50.000 hilsener, og vi tror meget på, at også årets kampagne har et stort potentiale, siger han.

Bureauet testede således kampagnens hovedfilm på Facebook i går, og der opnåede den en Relevance Score på 10 ud af 10.

- Det er meget usædvanligt. Det sker kun for godt fem procent af alle kampagner, siger Kim Boisen.

Vinderne af kampagnens konkurrence, der altså får vist en personlig Fars Dag-hilsen på en reklameplads nær farens bopæl, findes den 23. maj. Det sker i samarbejde med outdoor-udbyderen Clear Channel.

Du kan se den omtalte kampagne-film her: