Sammen med seksualoplysnings-organisationen RFSU hylder reklamebureauet Saatchi & Saatchi lige nu ”alle størrelser”.

Kampagnen pryder langsiden af buslinje 1A i København, og den er årets første indslag i Outdoor-stafetten, eller Out of Home Media Challenge 2020, som konkurrencen mere formelt hedder.

Bussen kører i disse dage fra den ene af København til den anden med et kondom, der skifter størrelse i takt med, at bussens døre åbner og lukker. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Og kampagnen bærer på vigtige budskaber, lyder det fra RFSU-brand manager, Pål Hansen, i en pressemeddelelse:

- Kampen for lige kropsrettigheder for alle ligger dybt i vores brand DNA. Vores mission er, at enhver seksualitet omfavnes, så det at kombinere oplysningskampagne og hyldest, var vi omgående begejstrede for, siger han.

Tabu og uvidenhed

Hos Saatchi & Saatchi har man blandt andet arbejdet med indsigten om, at kondom-snak rummer både uvidenhed og tabu.

Ifølge Channa Ortmark, projektleder på Saatchi & Saatchi, så tror de fleste nemlig, at forskelle på kondomer ”handler om smag og farver og den slags”.

Få ved derimod, udtrykket til trods, at størrelsen rent faktisk betyder noget.

-  Vi ved også, at det er utroligt sjældent, hvis overhovedet nogensinde, at folk udveksler erfaringer med kondomstørrelser, fordi det i bund og grund jo er et meget personligt, siger Channa Ortmark og tilføjer:

- Og desværre også stadig et forholdsvis tabubelagt emne. Derfor er kampagnen vigtig, siger hun. 

Outdoor vokser fortsat

Om eksekveringen – og ideen med at deltage i årets Outdoor Challenge - siger Sebastian Jensen, Chief Creative hos Saatchi & Saatchi:

- Et af tidens kreative fokusområder er erkendelsen af, at et analogt medie – som f.eks. en abribus, en printannonce eller som her en busreklame – kan være det stærkeste middel til at starte en digital samtale.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Det seneste års tal fra bl.a. Kreativitet & Kommunikations Mediaindex fortæller, at han har ret: 

Trods et generelt fald på to procent i mediebureauernes samlede medieinvesteringer 2019, så voksede medieindkøbet på outdoor ”markant”.

- Så at sende et flere meter langt kondom på rundtur i byen er et godt sted at starte med at kapre opmærksomhed, siger Sebastian Jensen.

Vinder får Cannes-billet

Hos Out of Home Media oplyser direktør Henrik Sørensen om årets Out of Home Media Challenge, at man kører videre som tidligere:

- Uddelingen bliver til Rambuk 2020, præmien er 500.000 kroner i medievisning til annoncøren, og så kommer det vindende team til Cannes, skriver han i en mail til Markedsføring.

Kondom-bussen kører rundt i København et par uger mere, og RFSU fortsætter dialogen på de sociale medier. 

Se bussen i en kort film her - efterfulgt af et dugfriskt rundspørge om det med ”størrelsen”.