CBB Mobil er i luften med en ny kampagne, hvor hovedpersonerne atter en gang er de små gule reklame-plysdyr, mobilselskabet præsenterede for to år siden i ”Det er stort at være lille”-kampagnen.

De gule plysdyr har dog denne gang andet og mere end lave priser på hjerte, da kampagnen kredser om den indsigt, at ingen af os er nær så perfekte, som de glansbilleder af livet, vi deler med hinanden på de sociale medier.

Kampagnens krumtap er derfor en kampagnefilm, hvor de populære CBB-plysdyr minder os om, at vi skal være ærlige i vores møde med verden. Både den fysiske og den digitale.  

Nikolaj Boserup, der er Head of Online & Marketing i CBB Mobil, mener at ”oprigtighed” er mere relevant end nogensinde i en tid, hvor bl.a. influenter, skønheds-bloggere og brands står i kø for at definere forestillingen om det perfekte liv.

- Det har skabt et miljø, hvor folk tror, de skal udgive sig for at være noget, de ikke er. Det er blevet en byrde for mange, og den problemstilling vil CBB Mobil, som faciliterer den data, der bliver delt, gerne adressere, lyder det fra ham i en pressemeddelelse. 

- Vi har forsøgt at samle det hele i et simpelt budskab; Drop filteret. Det er ikke et opgør med emojis og sjove overlays, eller et forsøg på at diktere folks online opførsel. Det er en opfordring til at være den man er, uden at føle sig presset til at fremstå smukkere, stærkere eller mere interessant, fortsætter Nikolaj Boserup.

& Co. og Simon Bonde står bag

Bag kampagnen står endnu en gang reklamebureauet & Co., der i samarbejde med instruktør Simon Bonde har videreudviklet CBB Mobils animerede univers med de gule plysdyr. 

- Vi oplevede en enorm succes med “Det er stort at være lille”, som blev set og delt langt mere organisk, end vi havde turdet håbe på, fortæller Claus Salling Johansen, Senior Art Director i & Co. 

- Med den succes i baggagen ville vi gerne udforske mulighederne for, hvad vi kunne gøre med animation. Det har resulteret i det nye projekt, hvor ”De Små Priser” i langt højere grad end tidligere interagerer med den virkelige verden omkring dem, fortsætter han.

Kampagnen rulles massivt ud over syv uger på tv, bio, outdoor, YouTube og SoMe og suppleres af et content-samarbejde med TV 2 Play. 

- Kampagnens tema vedrører flere forskellige målgrupper, og nogle af dem er svære at nå via traditionelle medier. Derfor går vi bredt ud. Og det vil forhåbentligt også udmønte sig i et øget kendskab til afsenderen, siger Nikolaj Boserup.

Udover den omfattende medieplan vil kampagnebudskabet også trække tråde ud i produktleddet.   

- Opråbet til at leve #UdenFilter er på mange måder personifikationen af CBB Mobils værdier. Men det er ikke kun som en del af vores massekommunikation, at budskabet får liv. Vi er også i gang med at opdatere forskellige processer og produkter, slutter CBB Mobils Head of Online & Marketing i CBB.

Se videoen #udenfilter herunder efterfulgt af credits:

Credits:

  • Art Director: Claus Salling Johansen
  • Art Director: Andreas Hoff
  • Copy writer: Stefan Sahl
  • Account Manager: Christina Boel
  • Account Director: Anne Højby
  • Social Media Planner: Rasmus Philip
  • Agency Producer: Thomas Hartebeck
  • Instruktør: Simon Bonde
  • Exec Producer: Malene Dyhring
  • Fotograf: Laust Trier Mørk
  • Klipper: Anders Jon
  • Lyddesign: Supersonic, Samuel Lehn
  • Visuel effects: TGBVFX