Det var ikke verdens bedste nyheder, TDC kunne præsentere for investorerne med regnskabet for årets 3. kvartal forleden.

Kunderne strømmer nemlig ud af butikken. Ikke mindst fra den privatrettede del af forretningen, YouSee, hvor 18.000 tv-kunder sagde farvel i perioden.

Det er der mange gode grunde til. Ikke mindst en stigende efterspørgsel efter stadig mere digitalt indhold på fx streamingtjenester – tænk blot på de mange ”cablecutters” – og derfor har YouSee også søsat masser af initiativer, der skal bygge bro mellem bl.a. de traditionelle tv-pakker, streaming, bredbånd og mobiltelefoni via eksklusivt indhold til kunderne.

Det er også omdrejningspunktet i et nyt kommunikationsunivers, der fra i dag rulles bredt ud på stort set alle platforme. Det vil sige digitale kanaler, TV, outdoor, biograf, print etc.

Her er der i første omgang ingen snak om priser og teknik, som branchen ellers traditionelt har brugt i meget taktisk kommerciel kommunikation på ikke mindst TV. Der er heller ingen kendisser, sjove dukker eller andet spas, men blot en meget nøgtern og præcis præsentation af, hvad det egentligt er, man får del i som kunde hos YouSee.

Et nyt payoff

Brandingindsatsen skal være med til at flytte YouSee hen på en ny position på markedet, forklarer Carsten Elmose, marketingdirektør hos YouSee.

– Vi har skåret helt ind til benet og fortæller, hvad det egentligt er, der adskiller YouSee fra de øvrige spillere på markedet. Vi tilbyder ikke blot valgfrie tv-kanaler, bredbånd med høj hastighed og fri tale på mobilen, men noget, der er større end det, siger han.

– Vi vil nemlig skabe rammerne for det bedste digitale liv og tilbyde den bedste kundeoplevelse ved at samle al underholdning ét sted, fortsætter han.

Det betyder bl.a. adgang til musik via YouSees musik-app, adgang til film, serier og særproduktioner før alle andre, adgang til eksklusive koncerter og ikke mindst adgang til et stort hold af eksperter, der er klar til at rykke ud, hvis modem eller andet teknik driller.

– Derfor lancerer vi også taglinen ”Få mere med”, da det i bund og grund er det, det handler om, og derfor man skal vælge YouSee, siger Carsten Elmose.

Skal øge loyaliteten

Det er også i det lys, man skal se YouSees udvikling hen i mod at blive en større og større indholdsproducent og ikke ”blot” en leverandør af telefoni, bredbånd og tv.

– Et godt eksempel er den digitale tv-kanal målrettet kvinder, ChriChri-TV, som vi har indgået en aftale med. Her får vores kunder adgang til unikt indhold før alle andre, og det er netop den retning, vi skal bevæge os i.

– Vi skal tilbyde eksklusive oplevelser – et andet eksempel er de koncerter med store navne, som vi tilbyder – hvilket vores kunder nyder godt af og har lyst til at fortælle om. Dermed bliver de vores ambassadører, og det er tæt på at være den bedste marketing, der findes, siger Carsten Elmose.

Så det handler om at øge loyaliteten?

– Ja, det gør det i dén grad, og det er også værd at bemærke, at vi med det nye univers målretter kommunikationen de kunder, vi allerede har, i stedet for at gå efter de kunder, der alene går efter prisen, siger Carsten Elmose.

UncleGrey har været sparringspartner

Det nye YouSee-univers er udviklet i samarbejde med en ny partner på bureau-siden, UncleGrey, der har været en god kreativ sparringspartner i processen, fortæller Carsten Elmose.

Tidligere benyttede YouSee sig af BlackRabbit som bureaupartner.

– Det har været en fornøjelse af samarbejde med dem. De ligger meget på linje med min måde at opfatte god kommunikation og marketing på. Det handler om at forstå sine kunder og koble det til virksomhedens strategi, og det skal ikke ophøjes til mere end det. Det synes jeg, vi lykkes med her, slutter Carsten Elmose.

Du kan se TV-reklamen fra YouSees nye univers herunder: