181 topchefer fra en perlerække af USA’s største virksomheder har underskrevet en erklæring om, at formålet med at drive virksomhed handler om mere end blot at skabe størst mulig profit.

Formålet er derimod at skabe værdi for alle virksomhedens interessenter – kunder, medarbejdere, leverandører, samfund og aktionærer.

Det lyder måske udramatisk og selvindlysende, men når erklæringen sker i regi af The Business Roundtable – en forening for topchefer i virksomheder som Coca-Cola, Dell og Ford – så er det værd at spidse øren.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER. 

Det er nemlig samtidig et brud med et tidligere princip om shareholder primacy, altså at virksomhedens vigtigste formål er at tjene så mange penge som muligt til aktionærerne.

- Den nye erklæring spejler bedre den måde, hvorpå virksomheder skal drives i dag, lyder det fra Alex Gorsky, CEO for Johnson & Johnson og et af medlemmerne af The Business Roundtable, i en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med erklæringen.

- Det understreger den vigtige rolle, virksomheder kan spille i at forbedre vores samfund ved virkelig at forpligtige sig til at leve op til alle interessenters behov, fortsætter han.

Han bakkes op af Darren Walker, President, The Ford Foundation:

- Dette er en enorm nyhed, da det er mere kritisk end nogensinde, at virksomheder i det 21. århundrede fokuserer på at skabe langsigtet værdi for alle og samtidig adresserer de udfordringer, vi står over for. Det vil resultere i mere delt velstand og større bæredygtighed for såvel virksomheder som samfund.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER. 

Erklæringen kan få direkte betydning for virksomhedernes kommercielle kommunikation og puste endnu mere liv i den øgede fokus på purpose-kommunikation og -marketing, vi har set de senere år.

Nu drives indsatsen blot i mange tilfælde af topcheferne selv. Ikke af virksomhedernes CSR-, marketing- eller kommunikationsafdelinger. Et eksempel på dette er Unilevers topchef Alan Jope. Han er gået all in på purpose.

Målet er at løfte sundhedsniveauet i befolkningerne verden over, halvere det miljømæssige fodaftryk fra fremstilling og brug af virksomhedens produkter og generelt at ”forbedre livet for millioner af mennesker ved at arbejde for menneskerettigheder, diversitet og inklusion”.

Det kommer hurtigt til at lyde uforpligtende, men det har konkret medført, at han siden januar har insisteret på, at der findes et purpose – eller en mission – for samtlige af FMCG-gigantens brands.

Som et eksempel kan nævnes, at hudplejebrandet Doves purpose er at forbedre pigers selvværd verden over.

- Vi forpligter os til, at alle vores brands skal have et purpose. Og hvis et brand ikke kan finde et sådant, så sælger vi det måske, har han tidligere sagt til Bloomberg Businessweek.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.