Søge- og annoncegiganten Googles beslutning om at udfase brugen af tredjepartscookies i Chrome-browseren over to år, mødes med skepsis fra flere sider.

Såvel brancheforeninger som digitale bureaufolk ser det som en dødsdom over ikke blot brugen af tredjepartscookies i marketingøjemed, men også som lidt af en bombe under det globale økosystem for digital annoncering samt en potentiel styrkelse af Googles i forvejen dominerende stilling på det digitale annoncemarked.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Blandt kritikerne er den amerikanske annoncørforening, ANA, (Association of National Advertisers), og den amerikanske brancheforening for bureauer, 4A’s, (American Association of Advertising Agencies).

- Googles beslutning om at blokere tredjepartscookies i Chrome kan få alvorlige konkurrencemæssige følger for digitale virksomheder, kundeservice og teknologisk innovation, lyder det fra Dan Jaffe, Group EVP, Government Relations, ANA, og Dick O’Brien, EVP, Government Relations, 4A’s, i en fælles pressemeddelelse.

De mener, at Googles beslutning kan disrupte store dele af det digitale økosystem uden at tilvejebringe levedygtige alternativer, og ”det kan lukke for den økonomiske ilt fra reklamer, som start-ups og spirende virksomheder har brug for, hvis de skal overleve”.

- Vi er dybt skuffede over, at Google på egen hånd varsler så stor en forandring uden forudgående konsultation med den digitale branche og reklamebranchen, fortsætter de.

De vil nu arbejde sammen med branchen om at udarbejde alternativer til tredjepartscookies, der kan være klar, når Googles dødstød mod cookies sættes ind.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Bureau-boss: En ufarlig melding fra storebror

Lasse Clarke Storgaard, der er Managing Director, Nordics, i Mediabrands-bureauet Reprise Digital, mener, at Googles udmelding i bund og grund handler meget lidt om cookies.

- Det handler derimod mere om at lægge en ekstra meter sten på de i forvejen solide mure, som adskiller de forskellige teknologi-leverandører. Samtidig cementerer det Googles suverænitet inden for dataejerskab, siger han.

Lasse Clarke Storgaard henviser til, at Googles Chrome-browser i dag håndterer 60 procent af al global nettrafik, mens søge- og annoncegiganten sidder på 38 procent af alle de marketingkroner, der bliver brugt digitalt verden over. Facebook sidder på 22 procent af markedet.

- Derfor er det en ufarlig udmelding for Google som er storebror i duopolet, siger Lasse Clarke Storgaard, der vurderer, at Googles egen marketingplatform vil forblive stort set uberørt af udmeldingen.

- Det interessante spørgsmål er, om Googles initiativ i virkeligheden er til for brugerens skyld, og om alle mindre tech-aktører får lige muligheder for at udnytte Googles Privacy Sandbox (Googles målretningsalternativ til cookies, red.), uden at Google udnytter den oplagte fordel til egen vinding, siger han.

I en tema-artikel om tracking, ePrivacy og stramningen af reglerne for brug af cookies bragt i magasinet Markedsføring i oktober erklærede Paw Saxgren, Nordic COO og Managing Director hos GroupM  sig ”enig i, at de store, internationale selskaber kan blive styrket.”

- Facebook, Amazon og Googles fordele er blandt andet, at man har stærke relationer til brugerne og nogle aktiver, som man kan bringe i spil for at opnå et samtykke, sagde han og fortsatte:

- Men alle, der kan tilbyde brugerne noget af værdi, vil have muligheder. Det har mediehusene eksempelvis. Og hvis du som virksomhed ikke innoverer i den retning, så får du en udfordring. For det bliver i fremtiden endnu vigtigere for annoncørerne at skabe en tættere og mere åben relation til brugerne.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Et dødsstød til tredjepartscookies

Frederik Jespersen, head of digital i mediebureauet Tre Kronor Media, tøver ikke med at lægge brugen af tredjepartscookies i graven efter Googles udmelding.

- De har længe været en truet dyreart i det digitale økosystem, hvor Google nærmest har været den eneste store spiller på markedet, der har arbejdet for at bevare den, siger han.

Frederik Jespersen henviser til, at bureauet i kølvandet på udrulningen af ITP-protokollen (der begrænser brugen af tredjepartscookies og dermed muligheden for at følge brugeren på tværs af sites, red.), i flere tilfælde har mistet over 50 procent af de cookies, der kan bruges til måling og målretning af kampagner.

Han vurderer, at når Google ikke længere understøtter tredjepartscookies, vil det være det ”absolut endelige dødstød”.

- Jeg tror, at Google på grund af markedsudviklingen og udviklingen i forbrugernes bevidsthed omkring cookies har set sig nødsaget til at gøre dette, siger han.

Konsekvensen af Googles beslutning bliver, at ”vi kommer til at skulle navigere i flere lukkede økosystemer”, spår han.

- Der vil være et Facebook-økosystem, et Apple-økosystem, et Amazon-økosystem og et Google- økosystem. Desuden håber jeg de danske medier sammen også kommer op med en form for økosystem på tværs af medierne, siger Frederik Jespersen.

Han mener, at det er for tidligt at afgøre, om Googles Privacy Sandbox kan blive en branchestandard, eller ”noget Google kører solo med”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.