- Mange bloggere og influencere aflønnes med shampoo og appelsinjuice, mens mellemmænd scorer pengene fra de virksomheder, der reklameres for.

Sådan siger formanden for Danske Bloggere, Lisbeth Kiel, til avisen.dk, og hvis man spørger hos et af Danmarks store influencer-bureauer, Smac Agency, så er CEO Pernille C. Lotus enig i, at denne type aflønning findes i branchen – men her hører enigheden også op.

- Vi samarbejder kun med firmaer, hvis der er allokeret et budget til en given kampagne, siger hun og tilføjer:

- Fælles for alle samarbejder, vi indgår på vores influenceres vegne, er, at de får en betaling, der matcher deres arbejde. Alle vores priser er i øvrigt CPM-reguleret, måske som de eneste i branchen.

Så der betales i kroner og ører uanset kampagnetype og -størrelse?

- Ja. Det kan være alt fra fem stykker content på Instagram til en større omfattende kampagne, der eksekveres i hele Norden med større produktioner, eksekvering på tværs af platforme og med materialerettigheder på flere år. 

LÆS OGSÅ: DET SIGER TOP-INFLUENT OM SHAMPOO-AFLØNNING

Siger hellere nej

- Men når det så er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at det er et kæmpe problem, og at der findes både mellemmænd, bloggere og influencere, der tager imod et produkt eller en service som betaling for eksponering af virksomheden på deres SoMe kanaler, siger Pernille C. Lotus.

Hun kalder det ”direkte ødelæggende for en ellers succesfuld og super eksplosiv branche.”

Selv har hun lige takket nej til en kampagne fra en større svensk fashion-kunde:

- Fordi de bad om et tilbud med over 30 procents i rabat på priserne. Vi siger hellere nej til en underbetalt kampagne end at lukrere på vores egen og influencers brandværdi. 

Debatten blussede forleden op igen i forbindelse med, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) lancerede et nyt tiltag for at sikre, at ”det alternative arbejdsmarked på de sociale medier” betaler deres skat.

I samme forbindelse sagde Lisbeth Kiel, at hun ikke var ”sikker på, at bureauerne rådgiver dem om, at de skal betale skat af de produkter, de får tilsendt”.

HAR DU FÅET SHAMPOO-LØN? SKRIV TIL JOURNALIST SUSANNE INGEMANN

”Vi er jo ikke selv skatteeksperter”

Rådgiver I selv om skattebetaling hos Smac Agency?

- Da hverken jeg selv eller vores CFO er skatteekspert, stiller vi ikke op med rådgivning personligt, siger Pernille C. Lotus, som tilføjer:

- Vi har dog allieret os med vores egne økonomiske rådgivere og sender derfor vores influencers videre til disse hvis de har spørgsmål om beskatning. Og personligt beder jeg til hver en tid vores influencers overholde loven, hvad enten det gælder skat eller markedsføringsloven. 

Er du enig i, at skattereglerne er uklare?

- Ja, jeg synes reglerne kan være snørklede og på visse områder uigennemsigtige. Men der var jo også uklarhed i forhold til markedsføringsloven i starten, men dengang gik Forbrugerombudsmanden jo ud - i samarbejde med flere bureauer (heriblandt os) og fik lavet en udmærket YouTube-video, der viser reglerne så selv en influencer på 14 år kan forstå dem.

- Det kan Karsten Lauritzen måske lære en smule af, og han skal da være velkommen til at invitere os på en kaffe og en snak om udfordringerne herfra set, slutter Smac Agency-direktøren. 

Markedsføring har forsøgt at få en kommentar fra Lisbeth Kiel. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.