Coronakrisen får alvorlige og langvarige konsekvenser for det kreative Danmark. En ny analyse fra brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation, Kreakom, viser, at bureauerne forventer massivt omsætningsfald - og at hundredevis vil miste deres arbejde. 

Ifølge Kreakom-CEO, Tine Aurvig-Huggenberger, er tallene i analysen, et ”udtryk for et fundamentalt chok i markedet.”

- Der er ingen tvivl om, at det her kommer til at sætte sig - og det kommer til at tage tid at komme over, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Analysen bygger på 51 besvarelser blandt organisationens 160 medlemmer og viser, at bureauerne ”vurderer, at de i gennemsnit får reduceret omsætningen med 30 procent som følge af Covid-19.”

Blandt brancheorganisationens medlemmer svarer det til ”et samlet fald i omsætningen på 2.800.000.000 kroner.”

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Derudover lyder vurderingen, at ”antallet af medarbejdere i gennemsnit allerede er reduceret med fire procent som følge af Covid-19,” hvilket svarer til en reduktion på 115 medarbejdere blandt Kreativitet & Kommunikations medlemmer.

Forventningen fra virksomhederne, der allerede har sagt farvel til medarbejdere, er, at reduktionen af medarbejderstabe vil tage til i styrke, så yderligere fem procent - eller 140 medarbejdere - vil miste deres arbejde.

Virksomheder, der endnu ikke har afskediget medarbejdere, vurderer, at de i gennemsnit forventer at reducere antallet af medarbejdere med 13,6 procent som følge af Covid-19 i 2020, hvilket svarer til 400 medarbejdere blandt Kreativitet & kommunikations medlemmer. I alt forventes det, at omkring 655 medarbejdere vil miste deres job som følge af Covid-19 i år.

- Folk er meget hårdt ramt. Især eventbranchen er helt i knæ, og for mange er det svært at se et lys for enden af tunnelen. Filmproduktionen er også meget hårdt ramt, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Hun forklarer, at der på på mediebureausiden lige nu først og fremmest er tale om, at opgaver bliver skubbet. Men det kan ændre sig i de følgende kvartaler, mener hun.

Reklamebureauerne mærker allerede nu fald i aktivitet:

- Reklamebureauerne har sendt medarbejdere hjem, og det tager noget tid at få en ny organisation på plads. Nogle opgaver er blevet udskudt, men der er ingen tvivl om, at der er også blevet reduceret i antallet af opgaver. Og nogle bureauer er selvfølgelig meget hårdt ramt, fordi deres kunder er hårdt ramt, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Dystre forventninger

Tager man udgangspunkt i virksomhedernes vurderinger fra KreaKoms analyse og estimerer de mulige konsekvenser af Covid-19 på omsætning og beskæftigelse for den samlede kreative rådgivende branche, ser tallene endnu mere dystre ud.

Estimatet lyder således, at omsætningen vil falde med cirka 36,5 milliarder kroner, mens næsten 37.000 medarbejdere vil miste deres job.

Hvor dyb tegner den her krise i forhold til finanskrisen?

- Det kan vi ikke sige noget om endnu. Finanskrisen var anderledes, fordi der var nogle systemer, som brød sammen. Den her krise er ikke et udtryk for uhensigtsmæssigheder i markedet. Det her er et udefra kommende chok, siger hun.

Hvilke lyspunkter er der?

- Jeg er imponeret over regeringen og det politiske system. I forhold til branchen så synes jeg, at den er meget generøs, hvilket kommer til udtryk nu. Vi kommer til at etablere nogle Skype-netværk, hvor bureauerne kan tale sammen og hjælpe hinanden med at håndtere forskellige ting, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.