Digital transformation handler en del om nye teknologier, om kompetencer, kultur og mennesker, men endnu mere om god kommunikation, lyder det fra Astrid Simonsen Joos, adm. direktør i Signify.

Markedsføring taler med hende, da den 127 år gamle virksomhed – som er bedst kendt for varemærket Philips inden for belysning – er en af de gamle industrimastodonter, som er kommet længst med omstillingen.

Signify har ligefrem ry for at være bannerfører for den totale transformation af lysindustrien, der er i fuld gang med at omdanne branchens virksomheder fra primært at være producenter af lyspærer til at blive sælgere af digitaliserede ”lysoplevelser”.

- En vigtig driver i transformationen er, at vi har brugt en meget stor del af vores tid på at kommunikere vores strategiplan ud overalt, siger hun.

Det gælder ikke mindst internt, hvor Astrid Simonsen Joos har forklaret planen – digital transformation er omdrejningspunktet – så mange gange, at hun i dag kan lire den af sig som en elevatortale.

Få personlig succes med den digitale transformation. Forstå hvordan du skaber, leder & overlever forandringer. På Digital Copenhagen ’18

De tre A’er

Hvordan fik I teknologi, forretning og forandring til at gå op i en højere enhed?

- Vi indså hurtigt, at alle medarbejdere skulle være med, hvis vi skulle lykkes, så vi har haft dialog med dem alle, siger Astrid Simonsen Joos.

- Det gav os mulighed for at sikre, at alle  blev ordentligt klædt på til forandringerne og kender vores strategi og fokusområder, siger Astrid Simonsen Joos.

Ved nyansættelser fokuserer Signify desuden på, at medarbejderne har  ”de tre A’er”: Aptitude, Adaptitude og Attitude, så de passer ind i virksomheden og den digitalisering, selskabet er i gang med.

Hun har selv et indgående kendskab til – og passion for – nye teknologier, og de muligheder, de bringer med sig, hvilket afspejles af hendes baggrund fra bl.a. det digitale bureau Creuna og Microsoft, men det er jo ikke nødvendigvis tilfældet for alle medarbejderne i Signify.

- Derfor har min opgave først og fremmest været klart og tydeligt at få formidlet til alle, hvorfor vi bliver nødt til at rykke os, og hvor vi skal hen, slutter Astrid Simonsen Joos.

Du kan høre Astrid Simonsen Joos uddybe historien om, hvordan Signify/Philips har ændret måden, hvorpå vi opfatter lys, på Digital Copenhagen ’18