Online Marketing-bureauet QuantAds, der har godt 50 medarbejdere på kontoret på Christianshavn i København, blev tidligere på året solgt til det internationale bureau Dept.

Dengang lød det fra den danske ledelse, at det ville give bureauet, der især er stærke inden for Google-markedsføring, større muskler og adgang til nye kompetencer.

Dén forudsigelse ser nu ud til at være blevet til realitet, da QuantAds sammen med et andet Dept-bureau, tyske factor a, har etableret en ny enhed herhjemme, der udelukkende skal hjælpe virksomheder med markedsføring på Amazon.

- Det er blot et spørgsmål om tid, før Amazon åbner i Danmark, og hvis det får bare tilnærmelsesvis lige så stor betydning for nethandlen herhjemme som i fx Tyskland, så bliver Amazon Marketing snart yderst relevant for de fleste virksomheder og brands, mener Lasse Loftin Rasmussen, CEO for QuantAds.

Forventer lynhurtig vækst

Det tyske Amazon Marketing-bureau er blot to år gammelt, og det har allerede over 100 specialister ansat i den relativt nye marketing-disciplin.

- Vi har ansat den første medarbejder, og målet er – når Amazon åbner – hurtigt at runde 20 ansatte i den danske enhed, siger Lasse Loftin Rasmussen.

Optimismen hænger sammen med, at Amazon på flere markeder har skabt store forandringer inden for onlinemarketing-disciplinen. Groft sagt har det medført mindre Google og mere Amazon.

Er I ikke lidt tidligt ude. Amazon har endnu ikke åbnet i Danmark?

- Nej, det mener jeg ikke. Marktingprofessionelle vil gerne være på forkant for at høste fordelene ved nye udviklinger. Vi holdt i sidste uge et arrangement om Amazon Marketing, hvor over 60 marketing- og eCommerce-specialister deltog, siger Lasse Loftin Rasmussen.

Amazon forandrer digital marketing

Han mener dog ikke, at Amazons danske indtog vil få helt den samme betydning som fx syd for grænsen, da det danske marked er mere modent på det digitale marketingområde.

- Men erobrer Amazon ”kun” 10-15 pct. af den danske e-handel, så er det også værd at beskæftige sig med. Dertil kommer, at Amazons entré i Danmark vil øge kvaliteten af de data, som marketingprofessionelle har at arbejde med massivt.

- Det stiller nye krav til marketing og bureauer, fordi deres adspend konstant vil blive målt og vejet benhårdt. Det skaber nye muligheder for de dygtige og livstruende trusler for de, der hænger fast i ”nutidens” tilgang til onlinemarketing, slutter Lasse Loftin Rasmussen.